I går gav jeg to mennesker en knuser, fordi de sagde "hej [indsæt mit navn her]!".
Jeg ved stadig ikke, hvem nogen af dem er.
Der er udpræget spænding at hente i hver eneste dag, når man lever med ansigtsblindhed. Og jeg er efterhånden blevet en ørn til at bullshitte mig vej ud.
Tip #1
Spørg altid ååååbent:
"Hvordan går det?"
(Aldrig: "Hvad laver du så nu?". Det bør man nemlig overraskende ofte vide.)
Tip #2
Introducer dine venner i selskabet sådan her:
"Har du mødt Peter?"
... og kryds fingre for, at Peter rækker hånden ud og således trækker navnet ud af måske-fremmed-type
(Aldrig-aldrig-aldrig introducere sådan her: "Mød Peter." Den type introduktion følges nemlig naturligt af en kontraintroduktion, skal jeg sige dig.)
Jeg ved stadig ikke, hvem nogen af dem er.
Der er udpræget spænding at hente i hver eneste dag, når man lever med ansigtsblindhed. Og jeg er efterhånden blevet en ørn til at bullshitte mig vej ud.
Tip #1
Spørg altid ååååbent:
"Hvordan går det?"
(Aldrig: "Hvad laver du så nu?". Det bør man nemlig overraskende ofte vide.)
Tip #2
Introducer dine venner i selskabet sådan her:
"Har du mødt Peter?"
... og kryds fingre for, at Peter rækker hånden ud og således trækker navnet ud af måske-fremmed-type
(Aldrig-aldrig-aldrig introducere sådan her: "Mød Peter." Den type introduktion følges nemlig naturligt af en kontraintroduktion, skal jeg sige dig.)
1) Man kan ikke give for mange krammer.
SvarSlet2) Og altid sige "HEJ!", aldrig "Hej,.... "