Jeg ved ikke, om I ved det.
Men jeg har jo valgt at slå følge med en lesbisk gourmand. Ja. Livslebben er sådan helt afsindigt god til at lave mad - på den måde, hvor selv fucking kogte ris smager bedre, når hun tilbereder dem. Jeg er i løbet af de seneste tre år blevet degraderet til en form for opvasker. Og det er for det bedste, vi kan jo ikke spise rugbrødsmadder hver dag. Vel?
Nå. Men i går aftes biksede hun lige en hurtig salat sammen af noget bulgur og feta og værk (suppe på et søm), vi tøjrede hundene i den sidste sol og indtog aftensmaden udendørs omme bag karréen på græshøjen. I ved.
Den ene hund parkerede sig op af hendes ben, den anden lagde sig med en pind i græsset på min modsatte side. Mit hoved lå på LLs skulder, hendes hånd på mit ben. Sol i ansigtet.
Og der sad vi så et øjeblik - helt mætte og tilfredse.
En kvinde stoppede op en fem meters penge fra os. Smilede. Og da hun gik videre forbi os, kiggede hun op og sagde, "I ser simpelthen så dejlige ud".
Først blev jeg glad. På den selvfede måde. For vi var sgudda et lille lebbeidyllisk postkort i det øjeblik.
Men bagefter kom jeg i tvivl, om jeg burde være blevet lidt forarget. For gav du, fremmede dame, egentlig min kæreste og undertegnede en kompliment, eller var der bare tale om politisk korrekt solen sig i egen åbenhed? Ville du have italesat scenariet, hvis LL (eller jeg) havde været en mand?
Åh, den lesbiske mistroiskhed.
Jeg valgte nu faktisk bare at gribe komplimentet og gå med det. For vi var fan'me søde.
Men jeg har jo valgt at slå følge med en lesbisk gourmand. Ja. Livslebben er sådan helt afsindigt god til at lave mad - på den måde, hvor selv fucking kogte ris smager bedre, når hun tilbereder dem. Jeg er i løbet af de seneste tre år blevet degraderet til en form for opvasker. Og det er for det bedste, vi kan jo ikke spise rugbrødsmadder hver dag. Vel?
Nå. Men i går aftes biksede hun lige en hurtig salat sammen af noget bulgur og feta og værk (suppe på et søm), vi tøjrede hundene i den sidste sol og indtog aftensmaden udendørs omme bag karréen på græshøjen. I ved.
Den ene hund parkerede sig op af hendes ben, den anden lagde sig med en pind i græsset på min modsatte side. Mit hoved lå på LLs skulder, hendes hånd på mit ben. Sol i ansigtet.
Og der sad vi så et øjeblik - helt mætte og tilfredse.
En kvinde stoppede op en fem meters penge fra os. Smilede. Og da hun gik videre forbi os, kiggede hun op og sagde, "I ser simpelthen så dejlige ud".
Først blev jeg glad. På den selvfede måde. For vi var sgudda et lille lebbeidyllisk postkort i det øjeblik.
Men bagefter kom jeg i tvivl, om jeg burde være blevet lidt forarget. For gav du, fremmede dame, egentlig min kæreste og undertegnede en kompliment, eller var der bare tale om politisk korrekt solen sig i egen åbenhed? Ville du have italesat scenariet, hvis LL (eller jeg) havde været en mand?
Åh, den lesbiske mistroiskhed.
Jeg valgte nu faktisk bare at gribe komplimentet og gå med det. For vi var fan'me søde.
Hahaha fårk, du er en hård kvinde at give komplimenter til :D
SvarSletJeg prøvede så lidt det modsatte da jeg var på arbejde (hvor min kæreste også arbejder).
Jeg stod og talte med min chef om meget tilfældige ting, og så midt i samtalen sagde han noget i retningen af "Ja, der går jo rigtig meget sladder om dig og din kæreste herinde (...). Det er meget vigtigt for mig altid at sige hej til dig når jeg ser dig og din kæreste herinde, fordi jeg gerne vil vise overfor de andre at der aldeles ikke er noget galt med at være homoseksuel.."
Ha! Okay, for det første - nå, så de andre sladrer om mig? Interessant, for hver gang jeg er på arbejde er alle søde og rare, og jeg ville faktisk vove at påstå at jeg kan tale meget åbent med laaangt de fleste af dem. Aha, det kan jeg åbenbart ikke. Meget interessant.. Og gad vide hvad de så sladrer om.. sikkert om "hvem der er manden" og den slags..
Og for det andet - nå, du siger ikke hej til mig fordi du har lyst, men fordi du vil sende et signal til de andre? Selvom han helt sikkert mente det godt, så havde jeg da foretrukket at han sagde hej til mig af lyst fremfor alt..
Omvendt så var han da i det mindste ærlig, og det er da altid noget..eller hvad? :D
Puuh, jeg synes det er et slemt eksempel på en form for strukturel homofobi eller i hvert fald, hvordan heteronormen kan virke eksluderende og fremmedgørende, når den er blind for sig selv. Og måske en grund til, at så mange homoer stadig ikke er åbne på arbejdspladsen.
SletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletDet kan jo også være at kvinden, der gav jer en kompliment selv er lesbisk? Jeg er selv en ældre lesbisk kvinde. Og når jeg ser unge lesbiske der holder i hånd o.s.v. på en måde man ikke kunne/gjorde i min ungdom, har jeg ofte lyst til at sige noget (pænt) til dem. Det gør jeg så ikke, og det skyldes netop at jeg er bange for reaktioner som din...
SvarSletDet tænkte jeg faktisk selv over bagefter. Hun slog mig ikke som lesbisk, men jf mit nyeste indlæg er det ikke nødvendigvis en troværdig indikator for noget som helst. Og jeg fjoller altså i indlægget ovenfor. For jeg blev pisseglad og stolt. Hvis man har muligheden, skal man ALTID give en kompliment. Det prøver jeg selv så vidt muligt at efterleve :)
SletSelv om du nu siger, at relativiseringen af din stolthed og glæde kun var fjolleri og ikke noget, du egentlig følte, så vil jeg siger, at jeg virkelig forstå HVIS du følte noget andet end glæde, en bismag af et eller andet.. Det sker nemlig ofte for mig i sådanne situationer. Og disse situationer er hyppige: Min kæreste og jeg har virkelig ofte fået den slags kommentarer, især da vi var lige så synligt nyforelskede som ethvert ungt heteropar. Men stadig sker det jævnligt, at fremmede mennesker kommer med sådan en slags "nårh, hvor er I søde"- eller "hvor er det sejt, at I ikke skjuler jeres kærlighed"- kommentarer. Kommentarer, der netop peger os ud som afvigere og vores opførse ( der for os jo føles helt og aldeles naturligt og hverdagsligt og ikke som noget vis-verden-show) som noget, der bør lægges mærke til og kommenteres på. Man bliver italesat og påtvunget en selvbevidsthed, et udefra-blik. Det irriterer mig, fordi man netop forventes at sige "tak" til den slags kommentarer. Og fordi jeg også oplever en form for infantilisering i den der anerkendende / jovialiserende "nårh"-tone. Sådan som man ville sige til / kommentere på en 12-årig, der fletter fingre med sin første kæreste og aldrig på et voksent heteropar, der giver hinanden et hastigt kys i ved et busstop eller sidder og taler par-agtigt sammen på en restaurant... Ofte er det også til fester, hvor en fremmed sent ud på aftenen, og uden at nogen af os har talt med vedkommende, er blevet beruset nok til at komme over og prikke på skulderen og ligesom betro os, at hun synes vi ser søde ud / er seje, underforstået "det er ok med mig at I er lebber, jeg anerkender jeg som par.." Nå, nu skriver jeg faktisk mig selv helt forarget. Selvfølgelig er positive kommentarer federe end nagative, men faktisk oplever jeg det ofte lige så grænseoverskridende.
SvarSletJeg kan genkende og er dybt enig i alt det, du siger. Det er den der følelse af synlighed - det er bare ikke altid velkomment!
Slet