I går bestilte jeg tid til en klipning i dag. Jeg er dårlig til at bestille tid til aftaler, der ligger længere ude i fremtiden end 24 timer, så jeg blev svært glad, da det var muligt at komme til hos rockabillydamerne på Gråbrødre Torv med så kort frist.
Men så let skulle det sandelig heller ikke være.
For her til formiddag ringede de fra salonen og fortalte, at min (min!) frisør var blevet syg. Ligesom alle andre. På nær mig. Mit immunforsvar er tilsyneladende lavet af jernbeton (ikke jinxe, ikke jinxe).
Så jeg måtte jage videre, for nu ville jeg klippes i dag.
Jeg fandt en udmærket salon på Vesterbro, der havde tid. Og først for sent - efter endt booking - så jeg billedet af frisøren. Hun ligner en lebbe. På den korthårede og lidt seje måde.
Det bekymrer mig.
Det tager alligevel i hvert fald en halv time at blive klippet. Og jeg er verdens værste smalltalker. Og bliver tæerkrummende genert, når jeg skal tale med fremmede lebber. Især når jeg er fanget undet et åndssvagt frisørslag.
Mit eneste håb er, at det lille bitte portrætfoto bare fik asymmetrisk provinsfrisørhår til at ligne en småcool lebbe 'do. Det var jo et sort/hvid foto, så dybest set kunne der gemme sig nogle kobberrøde reflekser i pandehåret.
Og så lover - lover - jeg, at jeg ikke bliver fornærmet, hvis venner og kolleger (endsige Livslebben) ikke kan se, der er røget ti centimeter senere i dag. Det er det dummeste i verden - I ved, kvinder der bliver småsure, når man ikke kan se, at deres lange hår, der stadig er langt, er blevet (lidt) kortere.
Come nu on.
Men så let skulle det sandelig heller ikke være.
For her til formiddag ringede de fra salonen og fortalte, at min (min!) frisør var blevet syg. Ligesom alle andre. På nær mig. Mit immunforsvar er tilsyneladende lavet af jernbeton (ikke jinxe, ikke jinxe).
Så jeg måtte jage videre, for nu ville jeg klippes i dag.
Jeg fandt en udmærket salon på Vesterbro, der havde tid. Og først for sent - efter endt booking - så jeg billedet af frisøren. Hun ligner en lebbe. På den korthårede og lidt seje måde.
Det bekymrer mig.
Det tager alligevel i hvert fald en halv time at blive klippet. Og jeg er verdens værste smalltalker. Og bliver tæerkrummende genert, når jeg skal tale med fremmede lebber. Især når jeg er fanget undet et åndssvagt frisørslag.
Mit eneste håb er, at det lille bitte portrætfoto bare fik asymmetrisk provinsfrisørhår til at ligne en småcool lebbe 'do. Det var jo et sort/hvid foto, så dybest set kunne der gemme sig nogle kobberrøde reflekser i pandehåret.
Og så lover - lover - jeg, at jeg ikke bliver fornærmet, hvis venner og kolleger (endsige Livslebben) ikke kan se, der er røget ti centimeter senere i dag. Det er det dummeste i verden - I ved, kvinder der bliver småsure, når man ikke kan se, at deres lange hår, der stadig er langt, er blevet (lidt) kortere.
Come nu on.
Hvordan var Vesterbro-frisøren så...?? Du er absolut nødt til at følge op...
SvarSletJeg har prøvet at svare på den her kommentar måske tusind gange. Men systemet nægter at godkende mit ellers 100 pct. lødige svar, der lyder ca. sådan her:
SletFrisøsen var ikke en skid lesbisk. Eller måske var hun. Bare ung og ufarlig samtidig. Så det var en dejlig oplevelse, og mit hår ligner en million nu.
Yeah!
JUHU. Nu virker det!
SletHAHAHAAAAA ! ! "... fik asymmetrisk provinsfrisørhår til at ligne en småcool lebbe 'do..."
SvarSletDen oplever man virkelig tit, hvis man bor i Aarhus!
Don't I know it!
SletFrisørhår (dog primært på sort/hvid-billeder, så snart der er farver på, kan man se de bronzefarvede reflekser) har samme effekt på en gaydar, som beton har på et wifisignal.