Jeg kom fra Århus med toget halvsent i går aftes. Tog hjem og smed kufferten + mit noget usle rejsetøj på gulvet. Og blev så ked af det.
Returmelankoli, forstås.
Jeg lider nærmest ligeså meget af mild nedtur over at vende hjem til et sted, som jeg gør af udrejsetristesse. På den måde er mit liv og de relativt mange arbejdsrelaterede rejser, det byder på (og som jeg seriøst elsker), til tider en lille smule besværlige.
Heldigvis havde jeg min yndlingscoach i røret, da jeg trådte ind af døren, og selvom jeg allermest havde lyst til at melde afbud til det selskab, jeg var inviteret til samme aften, og blot hoppe ind under dynen og københavnerakklimatisere, fik Livslebben mig telefonisk overbevist om et hurtigt bad ("Jeg ved, du er mesteren i at gøre dig lækker på et kvarter. Jeg har set dig om morgenen, for fanden.") og så af sted.
Jeg parerede selvfølgelig ordrer, og det var den rigtige beslutning af mange, mange årsager.
Blandt andet fik jeg bekræftet, at det er muligt at vende melankoli til en pissehyggelig aften - også uden dødsdruk endda. Det kan måske for ikke-følsomme høner lyde fjollet, at det skulle være nødvendigt at erfare helt praktisk igen og igen (altså at verden - og man selv - ikke går under af at mødes i et skrøbeligt øjeblik), men hvis man er sådan lidt hemmeligt introvert, så er det altså en lektie, der skal læres flere gange.
Nå.
Vi var vel en syv stykker - en håndfuld af de virkeligt gode bøsser, et par vidunderlige faghags og så mig, lebben - til fisk og bagt græskar, vino og fri leg.
Aftenen bød foruden en sindssygt interessant diskussion om korporlig afstraffelse som opdragelsesmiddel(!) blandt andet på den mest eksplicitte omgang "Jeg-har-aldrig" i verdenshistorien.
Jeg har seriøst aldrig (hæhæ) hørt noget lignende. Og jeg synes ellers ikke, jeg plejer at komme i decideret tilbageholdende kredse.
I kender vel det gode gamle ølspil, hvor man udtrykker en handling, man aldrig selv har udført ("Jeg har aldrig været i seng med mere end to på én gang"), hvorefter alle der har været på dét eventyr skal drikke?
Godt så. Men jeg har aldrig før spillet "Jeg har aldrig", hvor nogen har været tvunget til at drikke på følgende præcist malede billede:
"Jeg har aldrig hængt fastspændt i en urinslæde/sexgynge i en fremmed mands soveværelse."
Eller hvad med:
"Jeg har aldrig i forbindelse med sex oplevet, at nogen tissede på mig, hvor det ikke var aftalt."
... Jamen er det ikke fantastisk?
Jeg bliver i SÅ godt humør af at omgås seksuelt frigjorte mennesker. Fordi jeg bliver konfronteret med, på hvilke punkter jeg selv er bornert og fordomsfuld. Det handler jo i bund og grund bare om, at finde ud af lige præcis hvad det er der tipper skibet, og så være så åben og ærlig og sex positive omkring det som overhovedet muligt.
Og apropos det:
Selv måtte jeg faktisk som den eneste i stuen gribe mit glas, da "Jeg har aldrig fået en sprøjteorgasme" røg på bordet. For det har jeg. En del gange endda. Selvom jeg i en årrække, før jeg selv oplevede en, nægtede, at de fandtes, og anklagede Joan Ørting for blot at skabe nye potentielle barrierer og fiaskooplevelser i kvinders sexliv. Men måske mere om det en anden gang.
Nu vil jeg indtage en ikke uanselig morgenmad i sengen med Seinfeld på computeren og derefter forsøge at få en lille smule styr på mit hjem, inden LL returnerer fra sit Jyllands-besøg i aften (planlægning hører ikke til blandt spidskompetencerne hos de her lebber). Kan jeg vente? Nej.
Returmelankoli, forstås.
Jeg lider nærmest ligeså meget af mild nedtur over at vende hjem til et sted, som jeg gør af udrejsetristesse. På den måde er mit liv og de relativt mange arbejdsrelaterede rejser, det byder på (og som jeg seriøst elsker), til tider en lille smule besværlige.
Heldigvis havde jeg min yndlingscoach i røret, da jeg trådte ind af døren, og selvom jeg allermest havde lyst til at melde afbud til det selskab, jeg var inviteret til samme aften, og blot hoppe ind under dynen og københavnerakklimatisere, fik Livslebben mig telefonisk overbevist om et hurtigt bad ("Jeg ved, du er mesteren i at gøre dig lækker på et kvarter. Jeg har set dig om morgenen, for fanden.") og så af sted.
Jeg parerede selvfølgelig ordrer, og det var den rigtige beslutning af mange, mange årsager.
Blandt andet fik jeg bekræftet, at det er muligt at vende melankoli til en pissehyggelig aften - også uden dødsdruk endda. Det kan måske for ikke-følsomme høner lyde fjollet, at det skulle være nødvendigt at erfare helt praktisk igen og igen (altså at verden - og man selv - ikke går under af at mødes i et skrøbeligt øjeblik), men hvis man er sådan lidt hemmeligt introvert, så er det altså en lektie, der skal læres flere gange.
Nå.
Vi var vel en syv stykker - en håndfuld af de virkeligt gode bøsser, et par vidunderlige faghags og så mig, lebben - til fisk og bagt græskar, vino og fri leg.
Aftenen bød foruden en sindssygt interessant diskussion om korporlig afstraffelse som opdragelsesmiddel(!) blandt andet på den mest eksplicitte omgang "Jeg-har-aldrig" i verdenshistorien.
Jeg har seriøst aldrig (hæhæ) hørt noget lignende. Og jeg synes ellers ikke, jeg plejer at komme i decideret tilbageholdende kredse.
I kender vel det gode gamle ølspil, hvor man udtrykker en handling, man aldrig selv har udført ("Jeg har aldrig været i seng med mere end to på én gang"), hvorefter alle der har været på dét eventyr skal drikke?
Godt så. Men jeg har aldrig før spillet "Jeg har aldrig", hvor nogen har været tvunget til at drikke på følgende præcist malede billede:
"Jeg har aldrig hængt fastspændt i en urinslæde/sexgynge i en fremmed mands soveværelse."
Eller hvad med:
"Jeg har aldrig i forbindelse med sex oplevet, at nogen tissede på mig, hvor det ikke var aftalt."
... Jamen er det ikke fantastisk?
Jeg bliver i SÅ godt humør af at omgås seksuelt frigjorte mennesker. Fordi jeg bliver konfronteret med, på hvilke punkter jeg selv er bornert og fordomsfuld. Det handler jo i bund og grund bare om, at finde ud af lige præcis hvad det er der tipper skibet, og så være så åben og ærlig og sex positive omkring det som overhovedet muligt.
Og apropos det:
Selv måtte jeg faktisk som den eneste i stuen gribe mit glas, da "Jeg har aldrig fået en sprøjteorgasme" røg på bordet. For det har jeg. En del gange endda. Selvom jeg i en årrække, før jeg selv oplevede en, nægtede, at de fandtes, og anklagede Joan Ørting for blot at skabe nye potentielle barrierer og fiaskooplevelser i kvinders sexliv. Men måske mere om det en anden gang.
Nu vil jeg indtage en ikke uanselig morgenmad i sengen med Seinfeld på computeren og derefter forsøge at få en lille smule styr på mit hjem, inden LL returnerer fra sit Jyllands-besøg i aften (planlægning hører ikke til blandt spidskompetencerne hos de her lebber). Kan jeg vente? Nej.
...fortsæt endelig med flere beretninger om 'hvad du aldrig har'...
SvarSlet