En af mine gode lebbeveninder (er det egentlig dobbeltkonfekt? I en heteronormativ verden er den feminine '-inde'-endelse vel implicit i begrebet lebbe, ne?) bliver nogle gange meget vred - vi taler uforholdsmæssigt indebrændt (hendes ord, ikke mine) - når meget maskuline mænd er føøøølsomme med positiv opmærksomhed fra damer til følge. Hun indrømmer det selv helt blankt - hun bliver så gal, og hun ved godt, det er irrationelt.
Hun har fortalt mig, at det startede i folkeskolen - eller at frøene til det i hvert fald blev lagt allerede da.
I de helt små klasser følte hun sig som en dreng. Hun var venner med drengene, hang ud med drengene. Inviterede hun faktisk endda kun drengene med til sin fødselsdag? Det tror jeg måske nok, ja. Og det var fint. Alt var godt i årevis, lige indtil præpubertære forelskelser så småt begyndte at indtræffe, og det såkaldt modsatte køn blev interessant. Eller lige præcis det samme køn blev det.
For min veninde betød det nemlig, at hun og drengene skulle kæmpe om de samme pigers opmærksomhed. Og i en ufølsom provinsby måtte hun gang på gang se sig overhalet af Morten, Jimmy og Christian. Eller hvad fanden drengene i min generation hedder. Thomas S., Thomas K. og Thomas A.
Selvom hun - igen hendes ord (selvom jeg bestemt ikke betvivler dem) - "var tusind gange mere charmerende i sin flirt".
Hun kunne have talt et helt hold piger (ja, piger - vi snakker trods alt femte-sjette klasse) varme, kun for at se en af drengene fra klassen nærme sig og opmærksomheden flytte sig fuldstændig over på ham.
Det er det samme, det vækker i hende i dag, når kvinder falder i svime over mænd, der er så meget i kontaaaaakt med sig selv.
Hun er sandsynligvis selv rigtig træt af at blive så gal i den situation. Men jeg har faktisk respekt for den - ligesom jeg har respekt for hende. For helt ærligt - hvorfor skal et karaktertræk, der hos halvdelen af befolkningen betragtes som friggin' normen, for den anden halvdel betragtes som vidunderligt og særegent?
Opdatering, 4. juni 2012: Min meget kloge veninde har netop skrevet mig en mail, hvor hun præciserer sin holdning - og der er nogle vigtige nuancer, jeg ikke har været tydelig nok omkring ovenfor. Min veninde skriver:
'Meget maskuline mænd' provokerer mig ikke... jeg kan godt lide maskuline mænd, men måske er det mænd, som bruger deres køn til at være maskuline, som provokerer mig - og så når de endda bruger det der med at være følsomme... bvadr! Fordi jeg synes ikke, at mænd, som er maskuline, og mænd, som er følsomme, plejer at skilte med det - ikke dem, jeg kender i hvert fald. Og så er det jo reelt og det vækker ikke noget særligt i mig. Men de der mænd, som er så selvbevidste og ved præcis hvordan de kan bruge de hersens ting... åh, jeg synes det er så påtaget. Måske er det påtagethed, som irriterer mig!
Hun har fortalt mig, at det startede i folkeskolen - eller at frøene til det i hvert fald blev lagt allerede da.
I de helt små klasser følte hun sig som en dreng. Hun var venner med drengene, hang ud med drengene. Inviterede hun faktisk endda kun drengene med til sin fødselsdag? Det tror jeg måske nok, ja. Og det var fint. Alt var godt i årevis, lige indtil præpubertære forelskelser så småt begyndte at indtræffe, og det såkaldt modsatte køn blev interessant. Eller lige præcis det samme køn blev det.
For min veninde betød det nemlig, at hun og drengene skulle kæmpe om de samme pigers opmærksomhed. Og i en ufølsom provinsby måtte hun gang på gang se sig overhalet af Morten, Jimmy og Christian. Eller hvad fanden drengene i min generation hedder. Thomas S., Thomas K. og Thomas A.
Selvom hun - igen hendes ord (selvom jeg bestemt ikke betvivler dem) - "var tusind gange mere charmerende i sin flirt".
Hun kunne have talt et helt hold piger (ja, piger - vi snakker trods alt femte-sjette klasse) varme, kun for at se en af drengene fra klassen nærme sig og opmærksomheden flytte sig fuldstændig over på ham.
Det er det samme, det vækker i hende i dag, når kvinder falder i svime over mænd, der er så meget i kontaaaaakt med sig selv.
Hun er sandsynligvis selv rigtig træt af at blive så gal i den situation. Men jeg har faktisk respekt for den - ligesom jeg har respekt for hende. For helt ærligt - hvorfor skal et karaktertræk, der hos halvdelen af befolkningen betragtes som friggin' normen, for den anden halvdel betragtes som vidunderligt og særegent?
Opdatering, 4. juni 2012: Min meget kloge veninde har netop skrevet mig en mail, hvor hun præciserer sin holdning - og der er nogle vigtige nuancer, jeg ikke har været tydelig nok omkring ovenfor. Min veninde skriver:
'Meget maskuline mænd' provokerer mig ikke... jeg kan godt lide maskuline mænd, men måske er det mænd, som bruger deres køn til at være maskuline, som provokerer mig - og så når de endda bruger det der med at være følsomme... bvadr! Fordi jeg synes ikke, at mænd, som er maskuline, og mænd, som er følsomme, plejer at skilte med det - ikke dem, jeg kender i hvert fald. Og så er det jo reelt og det vækker ikke noget særligt i mig. Men de der mænd, som er så selvbevidste og ved præcis hvordan de kan bruge de hersens ting... åh, jeg synes det er så påtaget. Måske er det påtagethed, som irriterer mig!
- Det er nemlig normen. Kvinder skal ses, ikke høres. Kvinder skal være stille, passende, dydige, underdanige og, ja, de skal være "mødre". Mænd derimod bliver trænet til at være konkurrerende, charmerende, stolte, højtråbende og, ja, lige præcis det, de har lyst til.
SvarSletDet er så svært at være "mønsterbryder", fordi rollerne "mand" og "kvinde" er så urgamle og så urokkelige, at vi ikke kan acceptere, at der findes en smuk, harmonisk flok imellem de to roller.
Altså, prøv bare at se på legetøjet. Hej, lille Gertrud, nu får du en falsk baby med en falsk ble og falske sutteflasker, og så har du værsågod at passe på den, indtil du bliver kønsmoden og får din egen.
vs.
Se her lille Knud, nu får du en luftbøsse, en dinosaur, en bil, en flaske saltsyre, en stor, grøn tank og en mutant-skildpadde. Du må hygge dig!
Måske havde din veninde (og de fleste lesbiske kvinder, myself included) et større behov for at være Knud. Ikke nødvendigvis for at lege med al legetøjet, men bare for at have de samme muligheder, og ikke blive sat i bås. - Men som en "kvindelig Knud" får man desværre ikke alle de fordele, alle de stykker legetøj der hører med til at være Knud.
Jeg kunne ikke være mere enig. Tak for din kommentar x1000.
SvarSlet