søndag den 2. august 2015

Pakkepsykose.

Shit manner. Jeg lider helt sikkert under en eller anden form for tilbagevendende sindssyge-i-pakke-øjeblikket.

Jeg har lige pakket min kuffert ud efter berlinerturen (klap-klap, kun tre dage efter hjemkomst, klap-klap).

Og.

Vi var af sted tre dage (som i: to nætter). Og jeg har formået at overpakke følgende (og her taler jeg kun om det tøj, jeg ikke har haft på dernede, og som således kunne stables rent direkte tilbage i skabet efter endt getaway):


  • Tre nederdele
  • Et par jeans
  • Tre bluser
  • To par sko


... Vel at mærke til en tur på tre dage. Ja. Jeg har pakket fire nederdele, to par jeans, fem bluser og en kjole. Til en tur på tre dage.

Det er jo fuldstændigt sindssygt.

Især fordi der naturligvis også gik shoppedjævel i mig dernede. Så jeg er kommet hjem med yderligere tre nye bluser. Altså foruden dem, jeg havde pakket hjemmefra.

For at føje spot til skade kan jeg nævne, at samtlige de nyindkøbte trøjer er sort- og hvidstribede. Ikke ulig, i øvrigt, to af de bluser, jeg havde med i kufferten, men ikke gik med på turen.

Shoot me now.



Mit hjerte tilhører Berlin

Åh Berlin. Jeg elsker Berlin. Hver eneste gang jeg er i Berlin, fantaserer jeg om, hvilke omstændigheder, jeg kunne skabe for mig selv, som ville gøre det nemmere at flytte til Berlin. Bare for en tid.

Jeg talte netop med en af mine venner om det. Han planlægger at forme sit arbejdsliv, så han kan lave sine projekter fra den skønne tyske hovedby (jeg tør ikke skrive "hovedstad", for jeg synes, der er noget med Bonn, og jeg er for doven til Google) et par måneder hvert år.

Hvem der bare var selvstændig. Det får mig næsten til at overveje alligevel at lave nogle børn. Blot for at kunne træde ind i det forjættede barselsland for en periode (at få børn for at få ferie. Den var alligevel ny).

Vi snakkede meget om, hvad det er, der gør Berlin så fantastisk – især for LGBTQ'er. Og blev enige om, at der grundlæggende er to faktorer, som måske faktisk nærmest smelter sammen til én:

Dels er man som homo nemlig på én gang meget mindre synlig og meget MERE synlig i Berlin. Der er flere af os, og det gør os mindre bemærkelsesværdige.

Og dels er det som om, at berlinerne bare giver pokker i alt, hvad der hedder idealer og standarder og barrer placeret helt oppe under skyerne. Der er mere grimhed, flere fejlskud, større diversitet ... og dermed meget mere albuerum til at være sig selv.

Shit, hvor jeg dog elsker den by.

Vi havde fået lejet os ind på et mægtigt fancyt hotel, der desværre lå lidt midt i ingenmandsland mellem museumsøen, Checkpoint Charlie og Gendarmenmarkt. Men vi gik lange ture til (i) Kreuzberg. Og planlægger at finde noget airbnb ved Görlitzer Park næste gang. Lidt tættere på alt det fine/grimme.

Til gengæld havde vi badekar på værelset (og meget bløde lagener på sengen).





tirsdag den 28. juli 2015

Berlin, karriere og navnet på min førstefødte.

Jeg er bombet. Vanvittigt bombet. Heldigvis har jeg ferie. Hele denne uge, faktisk. Og så en uge tilbage på work. Og så ti dages ferie. Og så starter jeg fanme nyt job. Et nyt og temmelig ambitiøst og lidt angstprovokerende men virkelig sejt sted.

For første gang i min såkaldte karriere skal jeg ikke arbejde i en iværksætteragtig mellemstor virksomhed, men derimod i en af de virkelige store. På corporate-måden. Sygt nok.

Jobskifte fik i øvrigt min fantastiske veninde A til at skrive følgende. Hendes med gråt:


Min talrige pops skyldes, at A på daværende tidspunkt var bristefærdigt gravid. Og burde poppe. Straks. Så jeg bidrog med lidt facebook-heppekor.

Måske virkede det, for nu er hun ikke gravid længere. Nu har hun nemlig født en lille datter, der med A's vanligt forfejlede (og afsindigt elskelige!) sms-tasterier var "54 kg ved fødslen".

Mon ikke damen mente centimeter?

Og bare fordi hun helt sikkert har for meget ammehjerne til at indvende noget – Endnu et eksempel på hvor meget dechifrering, det kræver at chatte med A:



Nå. Men nok om navnet på mit potentielle afkom. Ville i øvrigt have foreslået A det skønne dobbeltnavn til sin (på daværende tidspunkt) ufødte datter. Hvis ikke det var fordi, hun allerede havde lagt sig fast på noget (endnu) pænere. Og fordi hun pure havde ignoreret undertegnedes talrige opfordringer til at opkalde ungen efter ... mig, selvfølgelig.

Anyways.

Fordi mit nye liv som konsulent (apropos arbitrære jobtitler) begynder lige om lidt, tager LL og jeg simpelthen helt spontant til Berlin i morgen. Den der med at trænge til at instagramme lidt fra et fremmed land. I ved. Og drikke noget apfelschorle + det, der er stærkere.

Egentlig ville vi bare have været på kanotur i vores miniferie. Fordi Susåen virkede som et overskueligt feriemål, og fordi det var på høje tid, at den her lille lesbiske husholdning føjede en Trangia og noget myggespray med datostempel efter 2011 til maskinparken.

Men så så vi vejrudsigten. Der simpelthen ser så ærgerlig ud, at det kun er dens egen mor, der kan elske den.

... Og - huhej - fik vi homohundene afsat til en fast passer (af den type, der klapper i hænderne, når vi spørger, om hun har tid, og tak for det!), booket et par billetter og et temmelig fancyt hotelværelse mellem Mitte og Kreuzberg, og nu tager vi simpelthen til Berlin.

Og det føles faktisk meget godt at bevæge sig sådan semirigtigt væk. LL og jeg trænger lidt til noget hånd-i-hånd-tid under (trods alt lidt) varmere himmelstrøg. 

torsdag den 23. juli 2015

Ellen Page + Julianne Moore = lesbisk (u)lykke

Der var engang, jeg aldrig tudede. Altså. Lige meget hvor meget jeg blinkede, var øjnene lige knastørre, mens veninderne græd til film, bøger, anything.

Det var dengang.

Jeg har den seneste uge tudet over:

  • Tekst på Medium om to shelter-hunde der blev reddet fra aflivning i elvte time
  • Video med amerikanske soldater, der kommer hjem til deres hunde
  • Video med dykkere, som bliver kysset af nogle megasøde(!) søløver
  • Video med amerikanske soldater, der kommer hjem til deres børn
  • Sæsonfinalen (sæson syv) af Community
  • Blogpost med billeder af verdens forfald, skraldeøer, skovrydninger og sådan
  • Video med amerikanske soldater, der kommer hjem til deres kærester

... Og så har jeg også lige tudet til den her trailer:


Check out BuzzFeed's exclusive trailer for Freeheld, the movie starring Ellen Page and Julianne Moore as a real-life New Jersey couple fighting for same-sex rights.
Posted by BuzzFeed Entertainment on Wednesday, July 22, 2015


Jeg er MEGAfan af Julianne Moore, og Ellen Page har jeg elsket siden Juno (og hun er tydeligvis sit absolut mest lækre lesbiske selv i Freeheld). Som gammel The Office-fan gør det mig for øvrigt heller ikke decideret ulykkelig at se Steven Carrell (som bøsseadvokat) i en af de andre bærende roller.

Freeheld berører, så vidt jeg kan udlede af traileren, dele af den lovgivning, der HELDIGVIS med den seneste amerikanske konstitutionsændring – så vidt jeg kan forstå – hører fortiden til (I må gerne rette mig, hvis jeg tager fejl?).

Men der har været så, så, så mange historier om homoer, der er blevet nægtet adgang til deres elskede hospitaliserede livspartners dødsleje, fordi de ikke var "lovmæssige ægtefæller" ... fordi de fucking ikke KUNNE BLIVE lovmæssige ægtefæller. Rædselsfuldt.

Men det gør ikke filmen mindre vigtig.

Og jeg glæder mig i hvert fald helt sindssygt meget til at se Freeheld. Der er ikke meget info at hente på IMDB endnu - filmen får amerikansk premiere til oktober, så mon ikke den rammer Danmark engang i 2018 ... 

tirsdag den 21. juli 2015

Gæt et event.

(Nedenstående = et eksempel på min aldeles uskyldige og temmelig snedige henvisning til weekendens store virale og aldeles grufulde begivenhed. Som straks besudles af veninde med en dirty mind.)

Hvad hjertet er fuldt af ...


Og svaret er i øvrigt nej. Gæt igen.

#imangelafhajikon


mandag den 13. juli 2015

... Og sådan kan følelser forsvinde, når man holder dem op foran sig og iagttager dem i klart dagslys

Wowsis. I går skrev jeg på bloggis om møde med eksis på Rossis. Og om at blive kaldt biseksuel. Jeg talte efterfølgende med et relativt nyt bekendtskab om episoden, og hun havde en udmærket teori om, hvorfor jeg havde så svært ved at slippe eksens ord:

Simpelthen fordi der ligger en implicit biseksualitets-shaming i dem. Ikke bevidst, tror jeg, men ikke desto mindre.

Den havde jeg slet ikke fanget.

... Og jeg hoppede i med begge ben, da eksens ord faldt, og begyndte at undskylde og forklare både over for hende og (ikke mindst) over for mig selv og jer (skønne!) læsere i går på bloggen:

Om hvordan jeg ikke føler mig biseksuel, og om hvordan jeg altså ikke havde været sammen med mænd i årevis og ikke tændte på dem og deres y-kromo'er. Men hvis jeg nu gjorde, så var der jo sådan set heller overhovedet ikke noget i vejen med det.

Og pludselig fylder ordene ikke længere i mit hoved.

*mindblown*




søndag den 12. juli 2015

Om (ikke) at være biseksuel

Jeg var – hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed – på Roskilde Festival i forrige uge.

Den ene aften hang jeg ud og drak nogle øl med min ekskæreste. Vi ses ikke overvældende meget, men det er faktisk altid helt vildt hyggeligt, når det sker. Med mindre, det er meget koldt eller meget sent. Hun er (selverklæret! Bevares!) elendigt selskab, når hun er træt og/eller fryser.

Heldigvis var det omkring de 30 grader og før midnat. Og vi snakkede og snakkede og snakkede. Vidt og bredt om stort og småt og alt det andet.

Men hun sagde én ting til mig, som jeg simpelthen ikke kan give slip på.

Nemlig følgende otte små ord:

"Du er langt mere biseksuel, end jeg er."

Det er selvfølgelig her taget komplet ude af kontekst, men det sidder alligevel fast.

Jeg har i mine hetero-år været sammen med mange mænd. Og jeg tror stadig, jeg har været i seng med mange flere mænd end kvinder. Fordi jeg apparently med lesbianismen også fandt seriemonogamien.

I mine kortvarige lesbiske singleperioder har jeg også været sammen med mænd. Mest for lige at teste vandene. Og jeg har kaldt mig lebbe hele vejen igennem. Ikke biseksuel.

Sidst det skete – altså det her med at være sammen med en mand – bremsede jeg det, før det nåede nogen som helst form for samlejestadie. Jeg havde slet ikke lyst til at gå i seng med en mand. Duftene var forkerte og ansigtshuden kradsede, og skønt han var en flot mand, bevares, var hans krop simpelthen bare helt gal.

Bryster, anyone?

Jeg kan stadig tage mig selv i at lede efter bekræftelse hos mænd – men seksuelt bliver min interesse for bærere af y-kromosomet mindre dag for dag.

Og der har altså ikke været en pik i min fisse i godt og vel fire år. (Og for fire år siden var det en særdeles uinteressant oplevelse, som udelukkende efterlod mig med en sært skrøbelig og hidtil ukendt følelse af empowerment, fordi jeg måske et eller andet sted faktisk havde haft brug for netop at gå i seng med en mand uden efterfølgende at stå tilbage med sådan en gammelkendt følelse af, at det var altafgørende, at han kunne lide mig. Som i: at det var uendeligt meget mere vigtigt, at han var tiltrukket af mig, end at jeg egentlig var tiltrukket af ham. HAN SKULLE BARE KUNNE LIDE MIG. Endelig oplevede jeg bare at være lidt ligeglad. Han var sød nok, totalt good guy, og vi er facebookvenner nu og alt det der. Men der var ikke så meget som et gran af mig, der havde lyst til at tage kontakt til ham bagefter)

Alligevel ser min ekskæreste mig altså som ganske betydeligt biseksuel.

Hendes ord ramte mig ad helvede til.

Fordi beskrivelsen ligger så langt fra min egen selvopfattelse, kombineret med at jeg jo alligevel bilder mig ind, at hun – min eks, som jeg var kærester med i to år – kender mig ret så godt.

Men jeg føler mig ikke biseksuel. Ikke det mindste. Jeg kan godt forstå, hvorfor man kunne få tanken. Jeg flirter med alt, der gider (og er korthåret), når jeg bliver fuld, og jeg ligner ikke stereotypen på en lebbe. Men det er vi sgudda mange, der ikke gør.

Måske skulle vi hellere revidere stereotypen. Eller prøve helt at skrotte stereotyper som koncept - hvad siger I?

PS. Arbejdstitlen på det her indlæg var "Biseksu-eller-ej?". Men jeg blev på det nærmeste vred på mig selv over at køre med et sådant onkel-pun. Så det.





fredag den 10. juli 2015

Lesbisk kaffe og øl. Ja.

I GÅR KOM LL HJEM FRA ESPANJA!

(#jegvedgodtdetikkestavessådanmenseligehvorflotdetserud)

Jeg var imidlertid lovet væk til min kære mor i går efter fyraften, så gensynet måtte udsættes en smule. Min kære moder tilbringer et par dage i København, indlogeret på – overraskende – fancy hotel i Bredgade ("Det var et tilbud i Coop, ja, og så optjener jeg jo også 800 bonuspoint.").

Så den stod på fiskerestaurant i Nyhavn. Jeg undgik med nød og næppe Papirøen. Som mit mødrende ophav ellers synes lød SÅ spændende. Orkede ikke lige at introducere hipstersegmentet for flagrende naturfarvet hør og pangfarvede brillestel. Og omvendt.

Jeg var hjemme ved 22-tiden, hvor LL og søster havde inviteret en flok venner til middag, og nåede lige en øl med dem, inden de drog mod Never, og jeg drog mod min seng.

LL + søster kom hjem lige præcis tyve minutter, før mit vækkeur ringede her til morgen. Og LL var totalt klar på morgenkaffe. Jaja, lysvågen og ikke spor fuld (not).

... Lige indtil jeg havde lavet kaffen og ville overlevere hende den på sengekanten ... hvor hun pludselig sov tungt i en dunst af alkohol.

Det gør hun stadig, her en halv time senere. Hun vender sig om mod mig ca. en gang hvert kvarter med sådan helt pling-lysvågne øjne og tror selv, hun således narrer mig til at tro, at hun har været vågen hele tiden.

Som om.

Så nu drikker jeg hendes kaffe. You snooze (literally!), you loose.

LL fortalte i øvrigt, at hun havde mødt fremmed kvinde på Never. Kvinden havde henvendt sig og været lidt, sådan, insisterende hemmelig i sin kommunikation. Og på et tidspunkt i løbet af samtalen får fremmed kvinde sagt – uden forudgående snak om mig – at "LL måtte huske at fortælle sin dame, at hun har en lækker kæreste."

Jeg slog det umiddelbart til side som en flirt. Altså med LL, ikke med mig. Hallo, det var jo en sindssygt elegant måde, at:

1) Fortælle LL at hun – hvilket sandt er – er hot
2) Inddirekte spørge, om hun havde en kæreste. Altså, hun gav jo fuld mulighed for, at LL kunne sige "nejnej, jeg har ikke en kæreste-hubbahubba!"

... Men LL insisterer på, at det ikke var flirty, og at der var noget blog-hemmeligt mærkværdighed over hendes formuleringer.

Så hvis du med LL's VANVITTIGT præcise beskrivelse er:
  • Mellemhøj, altså sådan et hoveds penge lavere en LL på 180 cm 
  • Har mellemmørk-page-der-er-sådan-hverken-for-langt-eller-for-kort-og-ikke-helt-vildt-lebbet-og-heller-ikke-sådan-mor-page-agtig (flot, LL) 
  • Lidt til den buttede side (hey – no shame – vi er i samme båd!) 
  • Har "sådan ok stil, som hverken var superkikset eller superhip" 
  • Er "ret feminin, men alligevel ikke sådan overdrevet feminin" (kæft, det er heldigt, det her ikke er en mordsag! #værstesignalementever)
... Så sig frem! Hvem er du? Er du bloglæser? Jeg er så NYSGERRIG!

Okay.

I samme øjeblik, som jeg (lige nu!) listede over på LL's side af sengen, for at snuppe hendes kaffe, slog hun øjnene op med et højt og klart "NEJ". Så den gik ikke. Damen værner om sin kaffe.

Nå.

I aften skal vi spise indisk og høre jazz med mor-egernet. Jeg er ikke fan af jazz. Og det her er endda fusionsjazz. Hvilket muligvis ligger nederst på den jazz-skala, der i forvejen nærmer sig gulvbrædderne hastigt.

God weekend.

PS. Dobbeltbetydningen af overskriften blows. my. mind.
PPS. Bare rolig. Hashtags er ikke noget, jeg kommer til at gøre mig massivt i fremadrettet. 

tirsdag den 7. juli 2015

OMG. Lebbelyden er tilbage!

Kan I høre den? Lebbelyden?




lørdag den 4. juli 2015

Status [i mangel af overskrift-fantasi]

Jeg kører Roskilde Festival på voksenmåden. Sover hjemme og tager bad hver dag. I et rigtigt bad. Med fliser og hårprodukter og privatliv.

LL er i Spanien. Og det er virkelig heldigt, for begge mine to andre kærester er jo på Roskilde.

Og det ville bare have været super-awkward at stå der foran Marie i går, og så hun lige slog to gange på mikrofonen oppe fra Orange og afbrød "Uden Forsvar" med et:

"Øhmm, [Indsæt mit navn her], hvad fanden? Hvem er det, du står og kysser med dernede til højre for scenen? Jeg troede, vi var exclusive? What?"

Piiiiiiinligt.

Jeg er i øvrigt nærmest lige vågnet. I min seng. I rent sengetøj. Uden den der insisterende sveddråbe, der tvinger øjnene op ved at trille ned over kinden når man ligger og ellers har sparket sin sovepose af under polyesterteltdugen.

Jeg vågnede med bankende hjerte, fordi jeg havde drømt, at klokken var lidt i syv, aften. Hvilket ville betyde, at jeg glippede MIN ANDEN KÆRESTE (ud af tre). Som går på Orange kl. 19.15.

Jeg glæder mig som et lille barn. Jeg er besat – ja, besat, – af Nicki Minaj. Hun er den der seje pige i klassen som vil skide på, om man må ryge i skolegården. Tror jeg.

SÅ. I've got that going on.

LL har i øvrigt lige skrevet fra España, at jeg skal nyde en dag med min "second girlfriend". På den måde er hun rummelig nok.

PS. Man ved, man er lebbeblogger, når man allerede har oprettet tagget "Marie Key".

PPS. Selvom jeg lige er vågnet, er jeg ret sikker på, min promille ikke ville tillade, at jeg satte mig bag rattet.

PPPS. Så det.