onsdag den 6. maj 2015

Hundelegetøj eller sexlegetøj?

Jeg ville have svoret, jeg allerede havde skrevet om det. Altså om, hvor meget hundelegetøj og lebbesexlegetøj helt generelt ligner hinanden.

Men det må have været et af de mange indlæg, der blev ved tanken.

Eller også er søgefunktionen her på bloggen så elendig/mine sprogblomster så upræcise, at jeg seriøst ikke kan finde indlægget ved hjælp af gloser som "sexlegetøj", "hundelegetøj" eller det mundrette: "dildo".

Men nu er CollegeHumor jf. BuzzFeed i hvert fald kommet mig i forkøbet med den store test:

HUNDELEGETØJ ELLER SEXLEGETØJ? 



Helt alvorligt: Homohundene EJER legetøjet på den der første gif. Spoiler alert: Det er hundelegetøj.  Det ER hundelegetøj.

... Og det var decideret flovt første gang vi havde nyt bekendtskab på besøg og "legetøjet" lå på sengen. Hvor 2xHomohund gerne slæber det op. Jeg LOVER, det er sådan, det hænger sammen. Lover.


fredag den 1. maj 2015

Frozen, frigide lebber og voksenaftaler

Lige vågnet op med en god dosis af verdens mest privilegerede følelse i maven. Resten af maven er proppet med rødvin og ceviche oven på formidabelt middagsselskab i går aftes.

Jeg har brugt de seneste par uger (måske endda måneder?) på at fundere over, at 30'erne lidt har indhentet mig efterhånden.

... Uden at jeg rigtigt har bemærket transitionen, er byture og forfester (det koncept, altså!) blevet afløst af middage og decideret nedskrevne kalenderaftaler alle fredage flere måneder frem i tiden.

I går spiste vi (jeg er apparently blevet sådan en, der bare gør det nemt og siger "vi" fra begyndelsen) på Østerbro hos et par bøsser med et par lebber plus det løse. Endda et par lebber, som jeg ikke blot aldrig tidligere havde hilst på, men også et par lebber, der var omtrent ti år ældre end mig og ret seje. Men heldigvis også helt enormt søde på en aldeles ikke intimiderende måde.

Snakken faldt – naturligvis – i aftnens løb på det vanvittige postyr omkring den der Frozen-koncert, hvortil en af voksenlebberne nævnte, at hele Frozen jo er én stor spring ud-historie: "Let it go!"

OMG.

Jeg havde aldrig hørt den tolkning, men det er åbenbart halv-alment kendt. Elsa, snedronningen gør endelig op med heteroforventningerne og sådan.

"Men hvorfor flytter hun så op på det bjerg," spurgte en af bøsserne?

Fordi hun er kold og frigid. Hun er jo lesbisk, hun har ikke brug for det der sex, det er slut nu, lesbian bed death, lød mit svar, som derfra blev en form for aftnens tørt-ironiske samtale-hjørnesten.

Kender I det?

At der altid er én vittighed, som bliver en slags omdrejningspunkt, man kan vende tilbage til. Jeg elsker det. Det giver samtaleselskaber en harmoni og struktur, der næsten minder om et standup-show. Og næste gang man ses er det glemt. Så det gælder om at gribe fast og presse den citron for al saft og kraft, mens man kan.

Som aftnen skred frem steg selskabets promille, som det sig hør og bør, men den her lille arbejdslebbe (der - hey! - havde været oppe klokken 06 for at løbe) var mest bare træt.

Så mens resten af selskabet snakkede om Nevermind, pakkede hun lige så stille sammen.

Eller, først blev der faktisk snakket Jolene og Kødbyen, indtil en af voksenlebberne skar igennem og sagde, "I ved jo, at vi ender på Nevermind alligevel, så hvorfor ikke bare tage den direkte vej og droppe svinkeærinderne?", og således  stoppede diskussionen.

Men jeg tog min LL og 2xBulldog (der ikke blot var inviteret men krævet medbragt) og gik mod Nørreport. Men Nørreport var lukket, LLs cykel punkteret, og taxaerne ignorerede benhårdt vores lille menageri, så det endte med følgende noget usikre men dog ret nuttede set-up:

Mig på min cykel med Homohunden i kurven og LL på bagagebæreren med mindstehunden i favnen.

Noget slingrende (både i hovedet og på cykelstien) nåede vi Vbro i godt behold. Så det.

Og tænkt så ellers lige lidt mere over det der med Frozen, mens jeg pakker tømmermænd og hvad-har-vi sammen og får konstrueret en indkøbsseddel til i aften, hvor det er hos os middagsselskabet skal stå.

Middagsselskabermiddagsselskabermiddagsselskaber.

onsdag den 22. april 2015

Et farvel til en af de sejeste

Yesyesyes. Findes stadig, men skulle lige have noget Barcelona-tur overstået og sådan. Den ferie blev så godt og grundigt kompromitteret af trist nyhed søndag: Min far overbragte mig pr. sms det faktum, at min elskede farmor var død. 

Hun døde forrige torsdag, og for en uge siden drog jeg til Vejle og sendte hende godt af sted til tonerne af Frank Sinatras ”I Did It My Way”.

Meget passende, i øvrigt, for netop den sang indkasserede hende en naboklage, da hun sidste sommer en sen nattetime gjaldede den ud over ældreboligerne i Bredballe. På repeat.

Hvis man kan være sjælsbeslægtet med en kvinde, der er nærmest præcis 50 år ældre end en selv, så var jeg det med farmor. Vi var pennevenner, indtil (og efter) hun for en håndfuld år siden skriftligt meddelte mig, at hun havde brændt(!) mine breve. Fordi ingen skulle finde dem og læse dem, når hun ikke var her mere. Det var vores private korrespondance. Det brev svarede jeg nu på, og hun svarede tilbage. Og sådan fortsatte udvekslingen.

Det sidste brev fra farmor fik jeg i sommer. Med godbidder til hundene, et kopieret billede af en fjern slægtning, et avisudklip og to sider med fine håndskrevne ord om fugle, træer og alderdom.

Det brev fik jeg aldrig svaret på. Jeg tænkte på at svare næsten hver dag – uden lyv. Men jeg fik aldrig lige taget mig sammen. Og det fortryder jeg nu. Så, så bitterligt.

Duften af hvidløg vil altid minde mig om farmor, for helt til det sidste svor hun til at spise et helt om dagen. Ikke et fed, men et helt, råt hvidløg. Og følelsen af kokostæpper under bare tæer, hjemmeblandede ansigtscremer, musik fra fjerne egne og glæden ved ord, sprog, bøger.

Hun døde mens hun lå i sin seng med Ken Folletts ”På kanten af evigheden”. Det kunne ikke have været bedre, når nu det skulle være. Symbolsk og helt vildt farmorsk. På kanten af evigheden.

Og når nu hun selv nåede kanten, før hun fik læst til ende, må jeg gøre det for hende. Og så i øvrigt forsøge at leve livet (næsten) lige så skørt som farmor. My way.


(Og husk så lige at få sendt de breve og sagt de ord. Man ved aldrig, hvornår det er for sent.)

Jeg ville gerne have skrevet om spanske darkrooms, homodiskoteker i flere etager, lebber hver gang man drejede sig rundt, gourmetmad (vi spiste/drak hele vores rejsebudget op. Seriøst. Ud med shopping, ind med michelinrestauranter) og alt det der. Men hele ferien ligger i en mærkelig tåge af lige dele spiritus og afstandssorg på den der måde hvor det hele synes uvirkeligt. Så måske en anden gang.

torsdag den 2. april 2015

Alene hjemme er SÅ okay

Jeg har med fuldt overlæg forsinket min påskejyllandsafrejse en enkelt dag, fordi det betyder, at jeg har hytten helt for mig selv fra nu af, og indtil jeg hopper på noget offentligt transport mod Århus i morgen formiddag.

LL og jeg havde kær ven til middag og rødvin (flertal) i går. Det blev sent.

Egentlig var der en anden aftale på tapetet, men da klokken slog 16, og jeg stadig havde i hvert fald to timers arbejde foran mig, før jeg kunne råbe påskeferie(-ish), aflyste vi lortet. 

Hjemmeaften.

... Men da jeg så var ovre og handle til noget sen aftensmad til ved ottetiden, møder jeg sandelig kær ven i Rema, og kær ven er rastløs, og kær ven lokker ("men skal vi ikke pimpe bare en liiiiille smule?"), så et hurtigt opkald til LL senere, står den på indkøb til middag til tre, jeg lægger lidt ekstra rødvin i kurven og ender med at kæve og kævle til de små timer.

Kær ven, der er rimelig powersingleagtig på langtidsmaner spurgte i aftnens løb, om vi – mig og LL – ikke kommer til at savne hinanden, når nu vi tager til hver vores familier over påsken?

Hvilket resulterede i to lesbiske blikke, skamfuldt rettet mod bordet. 

For lige meget, hvor meget vi elsker hinanden, så kan det faktisk være helt ualmindeligt rart efter fire år med lidt alone time af og til. Som i: virkelig rart.

Så jeg smed LL+2xHomohund på et tog mod hovedbanen, og nu har jeg tænkt mig at tage et langt og varmt bad, lægge en sort ansigtmaske, varme rester i mikroen og se alt det House of Cards, jeg mangler, mens jeg fylder HELE sengen.

Og selvfølgelig kommer jeg da til at savne min dame. Men lige nu har jeg det rimeligt ok med at være helt alene. Bare HoC ikke er for uhyggeligt.

søndag den 22. marts 2015

Orange Is The New Black-nyheder. Sort of.

Servicemeddelelse: Måske ved alle det allerede. Men OINTB er tilbage med en tredje sæson midt i juni. Jeg har sat et kryds i kalenderen og forventer klart at tilbringe fredag nat i puttekassen med mit yndlingsmenneske den 12. juni.

Man kunne selvfølgelig også tage til det der marathonarrangement som garanteret bliver afholdt i en af de hippere københavnske biografer. Men jeg bliver så utilpas i store lesbiske selskaber. Som om jeg slet ikke kan være i min egen krop af ren og skær selvbevidsthed.

Så det.

Og så lige lidt Samira Wiley'sk eye candy at sove på. I sure do like the Poussay.



Middag med homoerne + Sams Bar-effekten

Fredag = middag med homoerne og X factor på projektoren et sted på Frederiksberg – og hvordan kunne Danmark sende Jógvan [:jæg'varn] i finalen oh my god hvor hører forkølet indierock bare ingenlunde hjemme i bedste statsfinansierede sendetid?

En del rødvin og herlige diskussioner (om hvad? Jeg kan ikke huske det. Rødvin har samme effekt på konversationserindringer, som danskvand har på rødvinspletter. Eftersigende).

Opbrud ved to-tiden.

En del af selskabet drog på Amigo Bar, som – undskyld mig meget – vist ikke helt kan gå under betegnelsen homobar længere, ahva? Et stort, heteroseksuelt kødmarked. Så vi gik igen. Overvejede Vela men kunne ikke helt overskue at være de gamle ovre i hjørnet. Tog i stedet på unavngiven bar i nærheden og efter en bakke med ti-shots-for-hundrede-kroner (det var den type etablissement), endte vi – som man jo gør – på Nevermind.

Og igen blev jeg så lykkelig. For hvor vildt er det at bo i en (alt andet lige) storby, tage i byen med sin kæreste og sin bedste ven, træde ind i et lokale, der vibrerer af god stemning, og på vej til garderoben 1) få øjenkontakt og derfra verdens største knuser af Sin Nye Ven, 2) mærke en ikke helt diskret hånd på sin venstre balle, vende sig og få verdens største knuser af en anden af de gode bøsser, og 3) dreje sig en kvart omgang og støde frontalt ind i en tredje af de virkelig fab?

Altså. Tænk lige hvor forrygende det er at have et sted, man potentielt faktisk ville kunne opsøge solo og alligevel være ret så sikker på at møde nogen man kendte! Det giver mig den vildeste optur. Det er totalt Cheers og alle kender dit navn (sagde hun uden det mindste gran af ironi. I'm that famous) og "Norm!". Og her stopper den associationsstrøm, det er vist til alles bedste.

Jeg er simpelthen så stor fan af bøsser. Og ingen hemmelighed skal det være, at det da bestemt også tildels skyldes, at bøsser er ret så glade for mig. Helt generelt. Hver og en. Allesammen.

På toilettet ventede mig og damen foran i køen meget længe foran låst wc-dør. Indtil vi for tredje gang banker høfligt på og ikke en men to mænd træder ud, begge i færd med at lyne op. De forlader det lille toilet, og jeg high-fiver med min tissetrængende kø-kammerat over, at vores venten ikke var in vain, for den havde jo det smukke formål at de to herrer, tænker jeg, fik tilfredsstillet en eller anden form for behov.

Klokken lidt over seks trillede LL og undertegnede forbi Burger King, inden vi cyklede hjem og gik ret så lykkelige omkuld. Og klokken middag blev hundene leveret nyluftede og trætte til døren af verdens bedste dog sitter. Og nu skal vi se The Jinx som er et udmærket plaster på det åbne sår, som Serial har efterladt i vores true crime story-hungrende bughule. Bestemt anbefalelsesværdigt her to og en halv episode inde i løjerne.

Jeg ved i øvrigt ikke helt, hvad/hvor bughulen er. Bare lige for the record.


Nørd vs. Lebbe, eller: "Mine fingre fejler ikke noget."

Af og til består en del af mit arbejde i at teste nye versioner af en helt bestemt iPhone app sammen med nørderne oppe fra udviklingsteamet.

Jeg er nemlig berømt vidt og bredt som master-crasheren, der kan få alt til at gå i stykker. Det gør mig til et bundsolidt og nærmest uundværligt test-subject, når man skal sikre sig at noget elektronisk vitterligt er komplet umuligt at smadre.

Således sad vi der om mødebordet, og pludselig gad app'en ikke lege på min telefon. Jeg rapporterer min fejl til nørderne, der ikke forstår, hvad der kan være galt.

Så en af dem siger, halvt i sjov:

"Er du sikker på, det ikke er din finger, der er noget galt med?"

Jeg tager en dyb indånding. Fanger hans blik.

Holder en middellang kunstpause og kan se, hvordan han 1) fortryder sit ordvalg, og 2) ikke helt ved, om vi kan tage den hele vejen ud over kækhedsrampen.

Men det kan vi. For jeg svarer:

"Honey. Tro mig. De her fingre fejler absolut ikke noget. Der er i hvert fald hidtil ingen, der har beklaget sig."

Nørd: 0 / Lebbe: 1

Burde tagge indlægget under "subtile insinueringer".



lørdag den 21. marts 2015

Skamfuld lesbisk lørdag med tungt hoved

Nå, men jeg var lige ovre og handle for et par timer siden – i natbukser og med daggammel mascara under øjnene og munden så dybt begravet i et halstørklæde, at ingen spritånde kunne slippe forbi muren af uld.

... Og helt skamfuldt måtte jeg lige tage en ekstrarunde i butikken med min kurv, da jeg kom op til kassebåndet og ellers skulle til at smide tortillachips, cherrycola, hønsesalat og alt, hvad 2xTømmermændshjerter ellers begærede på kassebåndet, for jeg kunne simpelthen ikke bære at stå der og hviske, "på beløbet" til flere ugers kalorieforbrug (der i øvrigt forventes 100 procent indtaget inden midnat i dag), mens der stod et kernesundt lebbepar og læssede frisk basilikum og andet overskud fra kurven og op på transportbæltet lige foran.

Helt kække var de med højt hår, stramme fitnessnumser og de helt rigtige gulerodsagtige jeans nede i Nike-sneakerne under militærjakken. De så bare så usandsynligt sunde ud, at jeg ikke kunne bære at konfrontere hverken dem eller mig selv med eget underskud på indkøbsfronten.

Først efter fem minutters cirklen rundt bagerst i butikken turde jeg – med bøjet hoved – at nærme mig kasselinjen.

Nu også med Holiday-dipmix i kurven.



fredag den 27. februar 2015

Lesbiske næsten-afsløringer på Amigo Bar.

Guddddddd. Jeg har helt glemt at fortælle om utroligt sært sammentræf, der hændte for lige præcis en uge siden. Det kan I altså godt glæde jer til, skulle jeg hilse og sige.

Okay. Torsdag i sidste uge havde vi workmiddag. Vi var på Les Trois Cochons - de tre grise - på Værnedamsvej, og jeg var den eneste der skulle have rokkevinge og således ikke entrecôte. Jeg er ellers, tror jeg, den eneste der rent faktisk kan udtale entrecôte. Arngtrøkåt. Right?

Derfra tog vi på Amigo Bar. Mit forslag. Vi var eneste ankomne ud over et par bøsser, der hang i baren, men vi startede festen, for nørderne fra work skal altid bestille shots. Mange shots, og jeg blev så frygteligt fuld, at jeg vraltede derfra ved totiden på den der måde, hvor jeg ikke helt kan huske, hvilken vej jeg cyklede hjem.

Fredag tog to kolleger på skift lur med den mindste af homohundene på maven i mødelokalesofaen. Og vi andre så ligblege og coladrikkende til.

Shit mand.

Men fra jeg tog hjem fra Amigo Bar, og til jeg tog på arbejde svinske fem timer senere, hændte der det, at jeg modtog følgende besked på Facebook:



Og det i sig selv er selvfølgelig mildt sagt ikke imponerende. Idet mit fulde navn i sagens natur fremgår af dankortets forside.

Det mærkværdige er, at beskedens afsender er en vis lebbe, der i tidernes morgen faktisk – så vidt jeg husker – var den første, der var dedikeret nok lebbelivsfan til at gennemføre lidt research a la Holmes (Sherlock, ikke John) og afdække min SANDE IDENTITET ... Som hun afslørede for mig pr. mail til min store begejstring engang for flere år siden.

Vi har aldrig mødt hinanden, og gjorde det så altså heller ikke denne gang. Men soooooon. Sooooon.

HOV!

I øvrigt er hun en af de seje, seje lebber bag Danmarks nye fantastiske lebbeblogkollektiv Lesbiske Noter, som jeg jo lidt har en finger (ikke sådan en finger) med i spillet om tilblivelsen af. Det er nemlig mig, der har formidlet den første kontakt imellem damerne, som jeg virkelig beundrer for deres forrygende skriverier!

Læs med der. Bare glem mig (ej please nej). Red dig selv - følg Lesbiske Noter ... og læs i øvrigt lidt flere roser af deres koncept lige her på Lebbelivet.

Danmarks (næst?)bedste lebbeblog, eller: En VARM anbefaling

Okay. Jeg ved ikke, om I kan huske, at jeg for en tid (læs: seks måneder-agtigt) tilbage faciliterede kontakt mellem en flok lebber, der gerne ville i gang med at blogge?

Den kontakt er nu blevet til noget, der er milevidt fra og mange niveauer over det, jeg præsterer her i mit hjørne af internettet. Virkelig.

Tjek lige Lesbiske Noter ud med det samme, hvis den ikke allerede er på læselisten. Jeg mener det.

De er syv faste bidragydere på Lesbiske Noter, men hvis man har hemmeligheder og sladder og den slags, kan man få lov til at være med på gæstemåden. Meget sympatisk. Mere sympatisk en Lebbelivet, hvor jeg egenrådigt og med grov censur bestemmer, hvad der finder vej til spalterne.

Jeg kender ikke personligt nogle af damerne bag bloggen, men den ene af dem har jeg været lidt i kontakt med, da jeg jo lige som stod for at sende mails fra alle de interesserede videre.

Og nu har jeg faktisk mødt hende. I virkeligheden.

Lad os kalde hende LS. Hun vil nemlig også gerne være anonym, fordi hun skriver omtrent lige så raunchy, som jeg gjorde, da jeg var ung og kåd (og single) for knap fire år siden.

LS kontaktede mig i begyndelsen af året, fordi hun kunne huske noget med, at jeg havde en Orange is the New Black-fangedragt? Som hun måske kunne låne? Til at imponere nogen til noget kostumefest? Nogle lebber? Ja?

Hun tog desværre fejl. Fangedragten blev udloddet i konkurrencen i sommer og har det, tror jeg, rigtig godt i Sydhavnen et sted.

Jeg har således ikkun en hættetrøje med Litchfield-fangenummer. Som med min ret så femme og ret så entydigt sorte garderobe ret hurtigt blev nedgraderet til løbetrøje.

Men selvom fangedragten bestemt havde været sjovere, ville LS alligevel gerne låne det grå jerseyhyl. Så en trist hverdagsaften i januar, hvor jeg og LL havde besøg af bedstebøssen (jeg har altså andre venner), kom hun forbi for at låne den.

... Og vi havde allerede en rødvin åben, så hvorfor blev hun ikke lige og drak et glas med og fortalte lidt om sig selv. Og så kunne vi jo lige så godt åbne en flaske til. Og en til. Og snart var vi hverdagssejlende på den måde, hvor det blev ret tydeligt hvem af os, der var 22 (LS) og hvem af os, der snart ikke kan løbe fra at være midt-i-trediverne (os andre). Man holder ikke nødvendigvis sin brandert pænere med alderen, må konklusionen lyde.

Men hun fik sweatshirten med. Og også en GAVE. En vaskeægte og (så vidt jeg husker) ubrugt finger-vibrator ... Som hun kunne udlodde i en konkurrence på Lesbiske Noter. Jeg fik selv legetøjet til en lesbisk sexfest, jeg bidrog til at arrangere for snart mange år siden. Det var tider.