mandag den 25. maj 2015

Lesbiske afsløring. Igen. Det er ved at være old news.

Jesus. Melodunse blev en fest af dimensioner. Også selvom jeg – da 15 mennesker havde indtaget vores stue ved 19-tiden – helt ærligt et øjeblik var lidt loren.

Det er hverken første eller sidste gang i mit liv, jeg – uanset hvor meget jeg har glædet mig forud – får lyst til at gemme mig, når jeg bliver tvunget ind store selskaber. Også selvom der ikke er tale om tvang. Og også selvom der er tale om store selskaber, jeg selv har inviteret, bestående rub og stub  af folk, jeg holder ubetinget af.

Men alle bar for en stund over med stramtandet lebbeværtinde, og så fik jeg bare lige lov at sidde lidt. I ro og fred. Og så gik den sære følelse over helt af sig selv, og vi heppede os gennem tre timers transmission direkte fra Wien, som var det en fodboldkamp. Med hi-fives når der var douze points til Sverige og buh, når topscoren gik til Rusland.

Da udsendelsen sluttede ved ettiden, crankede vi op for Dansevise og Hallo Hallo og selvfølgelig Måns ... og siden Beyoncé, indtil underboen ved 4-tiden bankede på med den klassiske bøn. Som vi respekterede. Ish. Vi skruede ned, dansede en time længere og fangede så en taxi mod centrum da solen for længst var stået op, og vi var lige omkring seks standhaftige tilbage.

Hoppede først på Masken - med besked i indgangen om, at de altså havde lukket. Samlede et par af LLs damer op og derfra videre til Gay med besked om, at de altså lukkede en halv time senere.

På vej fra Masken til Gay stødte der flere af LLs lebber til. Heriblandt en, der havde været en del af selskabet på Oscar i sidste uge. Hun trak mig til side i morgengryet i homotrekanten mellem Masken, Gay og Never Mind (hvor vi – you guessed it – også endte, da Gay blændede op for lyset og gennede os mod udgangen). Og hun ville tale helt hemmeligt. Jeg var fuld og kæk og ikke helt frisk på hemmeligheder og holdt godt fat i Bedstebøssens arm.

Da hun – som var hun i færd med at afsløre sit allerinderste – spurgte, om det var mig der var den der lesbiske blogger? Jeg benægtede kækt. Og hun troede på mig. Men det kunne mit ego jeg alligevel ikke holde ud. Så jeg gik til bekendelse. Hvorefter hun omtrent tyve gange fortalte mig, at jeg var noget af det sjoveste.

Det er ved at være der, hvor det sker hver eneste gang, jeg er i selskab med fremmede lebber. I ved jo godt hvem jeg er, så snart vi hilser. Sværere er det heller ikke at lægge en småbuttet sortklædt lebbe med to franske bulldogs sammen med en LL og en adresse på Vesterbro, vel?

Men det ændrer altså ikke på, at jeg fastholder anonymiteten her på bloggen. Det gør det hele lidt sjovere. Trods alt.

Jeg tænker, vi var hjemme ved syvtiden. Men jeg ved det ikke. I går gik med så godt som en fuld sæson af The Returned, de barskeste tømmermænd i mands minde, en smule restemad og seng, seng seng. Dage, der forsvinder.






fredag den 22. maj 2015

Og nu vi taler om lesbisk dating?

Klokken er ti minutter i elleve, fredag aften, og jeg ligger i min seng med sovende LL ved min side. Og intet kunne jeg ønske mig anderledes.

I morgen ved syvtiden vælter godt og vel 15 melodunsekåde mennesker ind over vores dørtrin, og med rester af en ond, ond influenza i en noget overarbejdet krop ligger jeg bare så fint lige her.

Om lidt lukker jeg computeren og ser et par afsnit af første sæson af Arrested Development. For anden eller måske faktisk tredje gang. Men inden da har jeg et spørgsmål, som I skal besvare. Alle jer, der ved ting, og omgiver jer med andre lebber end sådan nogle, der er i fast forhold på femte år.

For på et indlæg fra forleden spurgte en spørgende (ja, det er så langt mine adverbiale sprogblomster kan hive sig op her til aften) lebbe, hvor jeg mon ville netdate, hvis jeg nu - gud forbyde det - blev single i dag.

Og det er DÆLEME et godt spørgsmål. Jeg tænkte straks på Boyfriend. Som for evigt vil være Boyfriend i min erindring, for da jeg første gang oprettede en profil med et rørende lige dele prætentiøts og frankofilt brugernavn og mødte min første store damekærlighed (som jeg tilbragte tre år sammen med, så lidt godt kommer der da ud af Boyfriend), fandtes den lyserøde og kedeligt heteronormative (særligt siden formål taget i betragtning) indgang slet ikke.

Men er Boyfriend overhovedet noget værd længere?

Jeg skrev for en del år siden herinde om et andet websted, Wmen tror jeg det hed. Eller Womn. I hvert fald ordet "Woman" eller "Women" stavet med udeladelse af et eller andet bogstav. Hvilket jeg dengang (hvor jeg i højere grad end i dag kunne gemme mig bag en vis anonymitet - med berømmelsen (ha!) kommer også de snedige stalkere, der regner ens identitet ud på mere eller mindre udspekulerede måder) vovede at påtale var et ret kikset navn. Hvortil jeg fik en ikke udpræget venligt opsang fra stifterne. Forståeligt nok. Vi sluttede nu siden fred, for småskidte navnevalg (undskyld!) til trods, er alle lesbiske initiativer i min optik meget, meget velkomne.

Så er der jo Tinder, som jeg er meget ulykkelig over aldrig at have swipet mig frem til nogle damer på. Men det har simpelthen ikke eksisteret i den periode, jeg har været single. Men jeg har hørt, at lebber på Tinder udsættes for mange henvendelser der mest vedrører at lege sidste brik i et ellers meget heteroseksuelt trebrikkerspuslespil.

Vela nærmer jeg mig ikke længere. Jeg kan huske at komme der for ti år siden og skæve til de der gamle lebber, der altid hang til højre for baren, så man skulle masse sig forbi dem for at komme ud til toilettet. Og jeg kan huske, i hvor lille grad jeg drømte om, at nogen nogensinde skulle se på mig på den måde, jeg så på dem ... på. Jeg har en gigantisk aversion mod at være en af de gamle sølle.

Nevermind er mest for bøsser, men trods alt var det der jeg mødte min LL.

Oscar har et decideret pauvert udvalg af lækre damer (på nær naturligvis sidste fredag), og så er jeg løbet tør for forslag. For Gay - det gamle Dunkel (R.I.P.) - er simpelthen for plastikshotsglasagtigt. Ik?

Og Masken er også en bøssefest?

Og hvad med Brenda? Altså ikke Brandons søster, men den der dating-app for lebber. Der – sidst jeg testede – ikke pingede helt vildt ud på det københavnske filetmarked.

Har nogen andre bud? For nu skal jeg altså tjekke, hvordan det står til med familien Bluth. 

tirsdag den 19. maj 2015

Vela + Speed-dating + Evig iboende angst for at møde folk ansigt til ansigt.

På torsdag arrangerer Vela speed-dating. Det er sgudda spændende. Hvis ikke det var, fordi jeg var i fast forhold på snart fjerde år (gulp), ville jeg helt klart deltage med hundrede procents sikkerhed sidde derhjemme og tude over, at jeg hverken havde modet eller selvtilliden til at være med.

Jeg kan seriøst ikke forestille mig noget mere utrygt end speeddating. Jeg er MESTER i online-dating (jeg er åbenbart mester i mange ting - også den usunde ske, fx). Eller altså, det var jeg. Jeg føler mig totalt på hjemmebane så snart det handler om ord og skrift og alt det.

Og frem for alt så snart jeg kan gemme mig bag en lille skærm (anonym blogger, anyone?).

I samme øjeblik, som jeg sidder over for et andet menneske – især hvis dette andet menneske er et, jeg har en eller anden form for seksuel/romantisk interesse i – går jeg helt i flovhed. Med mindre jeg er fuld. Altså sådan rigtig fuld. Jeg er alt for dårlig til at holde mig på egen banehalvdel og ikke hele tiden se mig selv med modpartens blik. Det er faktisk lidt af en akilleshæl.

LL kunne knap genkende den Såkaldte Lebbe, der inviterede hende hjem på en glas vino en uges tid +/- efter den første vanvittigt hede nat. Jeg var faktisk nærmest ikke i stand til at kigge hende ind i øjnene (der ellers er de pæneste, jeg nogensinde har kigget ind i), og det var nok blevet ved et one-night-stand, hvis ikke LL denne anden aften havde taget sagen og/eller initiativet i egen hånd (så at sige).

Så speed-dating. Det lader vi de lækre mennesker om. Eller i hvert fald dem med bedre face-to-face-selvtillid end undertegnede.

Men SHIT, jeg vil gerne høre jeres historier efter torsdag.

Og i øvrigt: er I også helt VILDE med ham der Dennis, der på facebookeventet helt høfligt spørger, om han må komme med til lesbisk dating-event? Han måtte gerne komme til mit lesbiske datingevent. Anytime. Når nu han spørger så pænt. Det kom til at lyde mere lummert og han-skulle-ikke-gå-mange-gange-rundt-om-min-seng-agtigt, end planen var. Men det må I selv ligge og rode med. Som man siger.

Og så til event-detaljerne fra Facebook, der blandt andet peger på, at man kan sidde i ly for en THUNDERSTORM, hvis man møder op. Er Facebooks vejrprognoser ikke altid sådan lidt overdramatiske, altså, fald nu ned Facebook, har der *nogensinde* været thunderstorm i Danmark?



søndag den 17. maj 2015

Er 'Den Usunde Ske' helt særligt lesbisk?

I fredags var det godt vejr. Så direkte fra arbejde var det planen at mødes med LL på Oscar og drikke en fyraftensøl.

Da jeg parkerede cyklen på hjørnet af Regnbuepladsen gik det (igen) op for mig, at jeg er blevet ... ældre. For ti år siden var Oscar lidt noget, vi i min omgangskreds rynkede brynene (næsen?) over. Folk på Oscar var gamle og kiksede. I ved.

Og i dag er der få steder, jeg føler mig så behageligt tilpas som der. Det skulle da lige være Nevermind.

Man har et standpunkt. Og sådan.

Da jeg spejdede efter LL og erfarede, at jeg var kommet hende i forkøbet, gik en af hendes veninder mig i møde. Et helt lille lesbisk selskab inklusiv flere af LL's venner okkuperede nemlig et par borde i de sene solstråler.

Jeg slog mig ned, LL stødte til, øllene smagte godt, og pludselig var klokken tæt på midnat.

Det meste af selskabet var brudt op, men vi sad en lille flok på fem tilbage. To af dem, der var gået, var gået sammen. Og det var åbenbart lidt overraskende. Uden at kende detaljerne sådan helt til bunds, blev det mig i hvert fald forklaret, at de to lesbiske singleveninder (der i øvrigt er nærmest præcis samme type: små og vanvittigt veltrænede, tilbagestrøget hår, godt med knald på teinten og læderjakker) havde forladt selskabet samtidig – for "måske/måske ikke at ligge i ske", som en af de tilbageværende funderede.

Naivt spørger jeg:

"Jamen, det er der vel heller ikke noget galt med? Det lyder da meget hyggeligt at ligge i ske."

Hvorpå en af de tilbagevendende, lad os kalde hende KL (Klogelebben), så rigtigt svarer:

"Ja. Med mindre det er en usund ske."

Og det måtte jeg jo give Klogelebben ret i.

Den usunde ske er virkelig ... usund. Og måske endda ret så lesbisk? Jeg er personligt verdensmester i usund ske, når jeg er single. Hellere en usund ske end ingen ske, synes at være min (og en række andre (lebbers?)) logik.

I kender det måske? 

De der skeer som nok lidt i hvert fald for en periode forhindrer, at man kommer ud og oplever det der store, fordi man – lige meget hvor meget man siger højt, at det jo bare er midlertidigt og no strings attached og ingen følelser og slet ikke kærestemateriale – alligevel (og "man" kan her 1:1 erstattes med "jeg") typisk kommer til at føle et eller andet for en hvilken som helst kvinde, man giver så meget tid, nærhed og intimitet.

Giver det mening?

I øvrigt resulterede øl i den aftensol, der forsvandt omtrent klokken ni og efterlod en flok lebber siddende rystefrysende i hårdnakket insisteren på at det altså VAR sommer, i at jeg har tilbragt resten af weekenden under dynen med lange baner af snot hængende ud af næsen og faktisk feber.

Det var stadig det hele værd.



fredag den 15. maj 2015

Slet ikke lesbisk nok.

Jeg har passet min ven og faste hundeluftpartner-in-crimes lille damebulldog et døgns penge. Og har således erfaret, at min hundegrænse går ved lige præcis to styks. 

OMG, hvor er jeg simpelthen alt for lesbisk (I ved, det er kun rigtige kvinder, der kan holde styr på flere ting på samme tid) til at multitaske mig gennem tre hundesnore.

Dels er der det stigma, der følger lige i røven på professional dog walker-looket.

Og dels er der den der følelse, når hende den ret så cute lebbe, som man altid møder, når man lufter, og som har sin egen franske bulldog, kommer cyklende forbi, og man har lyst til at råbe efter hende, at man altså IKKE er en crazy hunde-hoarder, der ikke forstår at stoppe i tide men simpelthen bare hvert andet år  tilegne sig endnu fransk til flokken.

Jeg så på et tidspunkt et hundeprogram (for sådan en er jeg åbenbart), hvor der var en dame, der havde fem hunde. Og beskrev dem – hende og hundene tilsammen, altså – som "KOBBELET". Altså. At de var ET HUNDEKOBBEL.

Hende vil jeg aldrig blive til. Aldrig.


(Og det der med Orange Is The New Black (som dem, der ikke følger mig på Facebook, måske ikke ved, har jeg smugset de første 6 afsnit af tredje sæson som en slags ”tak for lebbeindsatsen, kammerat” fra Netflix). Det skal nok komme. Men jeg må ikke endnu. Ingen spoilers før juni, siger PR-typerne. Og jeg retter naturligvis ind.)

onsdag den 6. maj 2015

Hundelegetøj eller sexlegetøj?

Jeg ville have svoret, jeg allerede havde skrevet om det. Altså om, hvor meget hundelegetøj og lebbesexlegetøj helt generelt ligner hinanden.

Men det må have været et af de mange indlæg, der blev ved tanken.

Eller også er søgefunktionen her på bloggen så elendig/mine sprogblomster så upræcise, at jeg seriøst ikke kan finde indlægget ved hjælp af gloser som "sexlegetøj", "hundelegetøj" eller det mundrette: "dildo".

Men nu er CollegeHumor jf. BuzzFeed i hvert fald kommet mig i forkøbet med den store test:

HUNDELEGETØJ ELLER SEXLEGETØJ? 



Helt alvorligt: Homohundene EJER legetøjet på den der første gif. Spoiler alert: Det er hundelegetøj.  Det ER hundelegetøj.

... Og det var decideret flovt første gang vi havde nyt bekendtskab på besøg og "legetøjet" lå på sengen. Hvor 2xHomohund gerne slæber det op. Jeg LOVER, det er sådan, det hænger sammen. Lover.


fredag den 1. maj 2015

Frozen, frigide lebber og voksenaftaler

Lige vågnet op med en god dosis af verdens mest privilegerede følelse i maven. Resten af maven er proppet med rødvin og ceviche oven på formidabelt middagsselskab i går aftes.

Jeg har brugt de seneste par uger (måske endda måneder?) på at fundere over, at 30'erne lidt har indhentet mig efterhånden.

... Uden at jeg rigtigt har bemærket transitionen, er byture og forfester (det koncept, altså!) blevet afløst af middage og decideret nedskrevne kalenderaftaler alle fredage flere måneder frem i tiden.

I går spiste vi (jeg er apparently blevet sådan en, der bare gør det nemt og siger "vi" fra begyndelsen) på Østerbro hos et par bøsser med et par lebber plus det løse. Endda et par lebber, som jeg ikke blot aldrig tidligere havde hilst på, men også et par lebber, der var omtrent ti år ældre end mig og ret seje. Men heldigvis også helt enormt søde på en aldeles ikke intimiderende måde.

Snakken faldt – naturligvis – i aftnens løb på det vanvittige postyr omkring den der Frozen-koncert, hvortil en af voksenlebberne nævnte, at hele Frozen jo er én stor spring ud-historie: "Let it go!"

OMG.

Jeg havde aldrig hørt den tolkning, men det er åbenbart halv-alment kendt. Elsa, snedronningen gør endelig op med heteroforventningerne og sådan.

"Men hvorfor flytter hun så op på det bjerg," spurgte en af bøsserne?

Fordi hun er kold og frigid. Hun er jo lesbisk, hun har ikke brug for det der sex, det er slut nu, lesbian bed death, lød mit svar, som derfra blev en form for aftnens tørt-ironiske samtale-hjørnesten.

Kender I det?

At der altid er én vittighed, som bliver en slags omdrejningspunkt, man kan vende tilbage til. Jeg elsker det. Det giver samtaleselskaber en harmoni og struktur, der næsten minder om et standup-show. Og næste gang man ses er det glemt. Så det gælder om at gribe fast og presse den citron for al saft og kraft, mens man kan.

Som aftnen skred frem steg selskabets promille, som det sig hør og bør, men den her lille arbejdslebbe (der - hey! - havde været oppe klokken 06 for at løbe) var mest bare træt.

Så mens resten af selskabet snakkede om Nevermind, pakkede hun lige så stille sammen.

Eller, først blev der faktisk snakket Jolene og Kødbyen, indtil en af voksenlebberne skar igennem og sagde, "I ved jo, at vi ender på Nevermind alligevel, så hvorfor ikke bare tage den direkte vej og droppe svinkeærinderne?", og således  stoppede diskussionen.

Men jeg tog min LL og 2xBulldog (der ikke blot var inviteret men krævet medbragt) og gik mod Nørreport. Men Nørreport var lukket, LLs cykel punkteret, og taxaerne ignorerede benhårdt vores lille menageri, så det endte med følgende noget usikre men dog ret nuttede set-up:

Mig på min cykel med Homohunden i kurven og LL på bagagebæreren med mindstehunden i favnen.

Noget slingrende (både i hovedet og på cykelstien) nåede vi Vbro i godt behold. Så det.

Og tænkt så ellers lige lidt mere over det der med Frozen, mens jeg pakker tømmermænd og hvad-har-vi sammen og får konstrueret en indkøbsseddel til i aften, hvor det er hos os middagsselskabet skal stå.

Middagsselskabermiddagsselskabermiddagsselskaber.

onsdag den 22. april 2015

Et farvel til en af de sejeste

Yesyesyes. Findes stadig, men skulle lige have noget Barcelona-tur overstået og sådan. Den ferie blev så godt og grundigt kompromitteret af trist nyhed søndag: Min far overbragte mig pr. sms det faktum, at min elskede farmor var død. 

Hun døde forrige torsdag, og for en uge siden drog jeg til Vejle og sendte hende godt af sted til tonerne af Frank Sinatras ”I Did It My Way”.

Meget passende, i øvrigt, for netop den sang indkasserede hende en naboklage, da hun sidste sommer en sen nattetime gjaldede den ud over ældreboligerne i Bredballe. På repeat.

Hvis man kan være sjælsbeslægtet med en kvinde, der er nærmest præcis 50 år ældre end en selv, så var jeg det med farmor. Vi var pennevenner, indtil (og efter) hun for en håndfuld år siden skriftligt meddelte mig, at hun havde brændt(!) mine breve. Fordi ingen skulle finde dem og læse dem, når hun ikke var her mere. Det var vores private korrespondance. Det brev svarede jeg nu på, og hun svarede tilbage. Og sådan fortsatte udvekslingen.

Det sidste brev fra farmor fik jeg i sommer. Med godbidder til hundene, et kopieret billede af en fjern slægtning, et avisudklip og to sider med fine håndskrevne ord om fugle, træer og alderdom.

Det brev fik jeg aldrig svaret på. Jeg tænkte på at svare næsten hver dag – uden lyv. Men jeg fik aldrig lige taget mig sammen. Og det fortryder jeg nu. Så, så bitterligt.

Duften af hvidløg vil altid minde mig om farmor, for helt til det sidste svor hun til at spise et helt om dagen. Ikke et fed, men et helt, råt hvidløg. Og følelsen af kokostæpper under bare tæer, hjemmeblandede ansigtscremer, musik fra fjerne egne og glæden ved ord, sprog, bøger.

Hun døde mens hun lå i sin seng med Ken Folletts ”På kanten af evigheden”. Det kunne ikke have været bedre, når nu det skulle være. Symbolsk og helt vildt farmorsk. På kanten af evigheden.

Og når nu hun selv nåede kanten, før hun fik læst til ende, må jeg gøre det for hende. Og så i øvrigt forsøge at leve livet (næsten) lige så skørt som farmor. My way.


(Og husk så lige at få sendt de breve og sagt de ord. Man ved aldrig, hvornår det er for sent.)

Jeg ville gerne have skrevet om spanske darkrooms, homodiskoteker i flere etager, lebber hver gang man drejede sig rundt, gourmetmad (vi spiste/drak hele vores rejsebudget op. Seriøst. Ud med shopping, ind med michelinrestauranter) og alt det der. Men hele ferien ligger i en mærkelig tåge af lige dele spiritus og afstandssorg på den der måde hvor det hele synes uvirkeligt. Så måske en anden gang.

torsdag den 2. april 2015

Alene hjemme er SÅ okay

Jeg har med fuldt overlæg forsinket min påskejyllandsafrejse en enkelt dag, fordi det betyder, at jeg har hytten helt for mig selv fra nu af, og indtil jeg hopper på noget offentligt transport mod Århus i morgen formiddag.

LL og jeg havde kær ven til middag og rødvin (flertal) i går. Det blev sent.

Egentlig var der en anden aftale på tapetet, men da klokken slog 16, og jeg stadig havde i hvert fald to timers arbejde foran mig, før jeg kunne råbe påskeferie(-ish), aflyste vi lortet. 

Hjemmeaften.

... Men da jeg så var ovre og handle til noget sen aftensmad til ved ottetiden, møder jeg sandelig kær ven i Rema, og kær ven er rastløs, og kær ven lokker ("men skal vi ikke pimpe bare en liiiiille smule?"), så et hurtigt opkald til LL senere, står den på indkøb til middag til tre, jeg lægger lidt ekstra rødvin i kurven og ender med at kæve og kævle til de små timer.

Kær ven, der er rimelig powersingleagtig på langtidsmaner spurgte i aftnens løb, om vi – mig og LL – ikke kommer til at savne hinanden, når nu vi tager til hver vores familier over påsken?

Hvilket resulterede i to lesbiske blikke, skamfuldt rettet mod bordet. 

For lige meget, hvor meget vi elsker hinanden, så kan det faktisk være helt ualmindeligt rart efter fire år med lidt alone time af og til. Som i: virkelig rart.

Så jeg smed LL+2xHomohund på et tog mod hovedbanen, og nu har jeg tænkt mig at tage et langt og varmt bad, lægge en sort ansigtmaske, varme rester i mikroen og se alt det House of Cards, jeg mangler, mens jeg fylder HELE sengen.

Og selvfølgelig kommer jeg da til at savne min dame. Men lige nu har jeg det rimeligt ok med at være helt alene. Bare HoC ikke er for uhyggeligt.

søndag den 22. marts 2015

Orange Is The New Black-nyheder. Sort of.

Servicemeddelelse: Måske ved alle det allerede. Men OINTB er tilbage med en tredje sæson midt i juni. Jeg har sat et kryds i kalenderen og forventer klart at tilbringe fredag nat i puttekassen med mit yndlingsmenneske den 12. juni.

Man kunne selvfølgelig også tage til det der marathonarrangement som garanteret bliver afholdt i en af de hippere københavnske biografer. Men jeg bliver så utilpas i store lesbiske selskaber. Som om jeg slet ikke kan være i min egen krop af ren og skær selvbevidsthed.

Så det.

Og så lige lidt Samira Wiley'sk eye candy at sove på. I sure do like the Poussay.