onsdag den 17. september 2014

September bliver åbenbart aldrig min måned

Der er sket to virkeligt sjove ting i dag, som jeg havde glædet mig til at blogge om. Fordi de var så skønne og lesbiske og lå lige til den her lebbebloggers skrivelystne højreben.

Men det må blive en anden dag.

For oven i det sjove skete der også det fuldstændigt ubegribeligt hæslige, at der over middag var to ubesvarede opkald fra min moster. Og en sms fra samme med den foruroligende besked:

"Ring snarest. Det er vigtigt."

Sidst jeg fik den type melding havde min far fået kræft. Forrige gang havde min mor.

Nå. Men en opringning senere kunne jeg erfare, at min mor – I ved, hende der gennemgik et rimeligt nederen kræftforløb for fem år siden – tidligt i morges er blevet fragtet i ambulance til Skejby Sygehus med kraftige hjertesmerter.

Så var kursen ligesom lagt for dén dag. Der kan åbenbart ikke gå en september uden seriøst dårlige nyheder på forældrefronten.

Hele dagen var et langt limbo i venten og samtaler med meget ulykkelig lillebror og trippen og følelsen af at være ubærligt langt væk fra Århus og alt for pleaser-agtig omkring nystartet job og forventninger og sådan.

Og nu – for en halv time siden – kunne jeg endelig tale med min lille mor, der har været til undersøgelser hele dagen. Og som kunne fortælle, at hendes store blodårer er helt okay, og at alt tyder på, der bare har været tale om en eller anden hjertekrampe. Som man kan medicinere forebyggende mod fremadrettet og som ikke er livstruende.

Alt det mascara på kinderne til (syv-ni-tretten) ingen verdens nytte.

Min mor er i øvrigt typen, der lå på sin båre med drop i armen bag i ambulancen og bad Falck-typerne slukke for sirenen, for "det var da ikke nødvendigt at vække hele kvarteret, bare fordi hun havde lidt ondt."

Fuck, hvor jeg elsker hende.

(Og de to lebbehistorier kommer en af dagene.)

Positiv særbehandling til LL og undertegnede (og tak for det)

Ih! Jeg har helt glemt at fortælle om Rom. Eller - vigtigere - om turen derned. Eller. Helt præcist om vejen gennem security i Kastrup.

I lufthavnen på vej mod Rom og miniferie tog vi os nemlig ualmindeligt god tid til både kaffe og en croissant (pænt optur, at Lagkagehuset har åbnet filial på vej til Terminal 3. Så kan man lige fyre alle de penge af, man ellers sparer ved at sidde på plastiksæder hos Norwegian, på en trekantsandwich og en Christianshavnertærte).

Således opdagede vi en kende sent, at der herskede totalt kaos oppe på lufthavnens førstesal - køen ville tage omtrent 25 minutter. Hvilket rundt regnet var den tid, vi havde til at nå ud til vores gate.

(Apropos lavprisflyveri: klart det er billigere, når man praktisk talt skal gå halvdelen af vejen til Rom gennem syntettæppebelagte lufthavnsgange.)

Og der stod vi så. Og trippede. Nogle af os mere end andre. De af os (hint: ikke mig), der rent faktisk har 50 pct. sydlandsk blod i årerne, har nemlig også et noget mere, hmm, abstrakt begreb om tid, end de af os, der bare ligner, vi er af mellemøstlig afstamning (seriøst. Hvis jeg havde en tier for hver gang, jeg er blevet tiltalt på arabisk og tyrkisk i København (nå ja, og i Cairo, Marrakech, Tunis og ikke mindst Alanya), ville jeg have måske 1.000 kroner).

Nå. Men vi trippede, gjorde vi. Lige indtil vi kom så tæt på boardingpas-scannerne, at jeg øjnede en mulighed:

CPH Fast Track-indgangen! Man har vel ikke været frontseat-VIP-fashion week-type for ingenting.

(Det her indlæg kunne også godt have heddet: "Alle veje fører til Rom. Men især the fast track.")

Jeg gik målrettet mod kvinden, der vogtede fast track-lanen. LL fulgte efter.

Og nu sker det sjove og måske (ret sikkert, mener LL) lesbiske:

For kvinden var helt obvious til samme ende af genusspektret som LL og undertegnede. Vi snakker mohawk måske en lille stretch i øreflippen - og under alle omstændigheder den version af lufthavnsuniformen med bukser frem for den med pencilskørt.

Der var altså meget lidt tvivl.

Jeg spørger hende (helt diskret og uden så meget som at antyde min egentlige mission. På den måde er jeg ret snedig):

"Hvor lang tid tror du, vi skal sætte af til at nå til Gate xx?" (tilføjet blafren med de øjenvipper, som vist aldrig har scoret mig særligt meget hverken her eller der. Sad smiley. En stor flirt bliver jeg vist aldrig.)

Hun svarer, at det nok tager ca. 20 minutter og kigger først på mig og så på LL. Som hun i grove træk kunne dele frisør med. Og så tilbage på mig.

Og så tilføjer hun:

"Er det bare jer to? Så kan I tage fast lanen. Men kun fordi ... (hurtigt blik fra mig til LL til vores hænder i hinandens) ... det er jer."

"Det er jer!"

Og så hastede vi ellers igennem security som de VILP's (Very Important Lezzie People), vi nu engang er.

Og der gik faktisk en dags tid, før vi kom til at snakke om, om der nu også var tale om positiv særbehandling. LL er helt overbevist. Hun siger, at hun nogle gange, når vi er sammen og møder åbenlyse lebber, oplever, at de ikke fatter, at jeg er lebbe, førend de får øje på hende. Det samme skete åbenbart i lufthavnen.

Lektien må være altid at holde sin LL i hånden. Ikke?

Disclaimer: Jeg har desværre ikke fået så meget som et lillebitte gavekort til lufthavnslagkagehuset for det her indlæg. Det kunne fan'me ellers have klædt dem. Til gengæld har en, jeg kender perifært, fået et gavekort på 300 kr. til McDonalds, efter han for nyligt fandt et stort, fedt og ret uhyggeligt glasskår i en af deres burgere. Det er sjældent, jeg siger det, men: Man skulle have boet i USA. Så var man nok blevet millionær på det fund. Tænker jeg.

Jeg har i øvrigt tagget det her indlæg som "diskrimination", fordi det er det tag, jeg har, der kommer tættest på "antidiskrimination". Så det.

tirsdag den 16. september 2014

Nej. Lebben vælger *ikke* sine kampe (om mandagen)

Aha. Om mandagen er jeg så typen, der ikke vælger mine kampe. Tilsyneladende.

Var forbi døgnapoteket efter verdens længste arbejdsdag i går. På vegne af LL, der lå og vred sig hjemme i dobbeltsengen. Og ikke på den gode måde.

Bad om uspecificeret lægemiddel mod ondskab.

Apotekerdame: "Er det til dig?"

Mig: "Nej, det er til min kæreste."

Apotekerdame: "Aha, så tænker jeg ikke, at der er noget graviditet inde i billedet [haha]."

Mig (demonstrativt og lidt for højt i tyst aftenapotek): "Øh. Det kunne der nu så sådan set godt have været, for min kæreste er en kvinde. Men nej. Der er ikke noget graviditet inde over."

Apotekerdame: "Har han prøvet at tage medicin mod xxx før?"

Mig (come nu on): "Ja. Det har hun."

Egentlig var der ikke noget at være flov over. Men jeg følte alligevel – da jeg bevægede mig fra skranken – lidt som typen der lige skulle råbe op om, at jeg diggede the punani ved enhver given lejlighed.

Også selvom jeg jo egentlig bare insisterede-agtigt på, at apotekerdame skulle se sin egen normative tilgang til sit fag i øjnene. Vi er ikke alle sammen kærester med mænd, iveller?



Badum-tjiii (for tyvende gang).

Der er én ting, der skuffer mig, i forbindelse med gårsdagens breaking news om, at "Orange is the New Black-writer left her husband for Poussey"

Jeg tror godt, I ved, hvad det er.

SERIØST! Hvorfor var der ikke nogen, der greb chanchen og lavede den her overskrift:

Orange is the New Black-writer left her husband for pussy.

Alle havde chancen.


mandag den 15. september 2014

Ej. Er vi virkelig kun tre lebbebloggere?

Nå men jeg kan se, at der under et tidligere indlæg bliver spurgt til, om jeg kender andre danske lebbeblogs?

Svaret er et – nærmest – rungende nej.

For jeg kender faktisk kun de to, der allerede nævnes i kommentarfeltet (Yup, I'm gay og De Syrlige Drops), men læser desværre ikke nogle af dem fast. De er bestemt fine men rammer bare ikke lige i plet for mig. Måske er det noget med alder - YIG er vist noget yngre end mig, og DSD lidt ældre og i hvert fald lidt mere sådan en med børn, hvilket jeg mildest talt ikke er.

Der er egentlig heller ikke rigtigt nogle andre blogs, jeg læser sådan fast-fast. På nær måske (den nu hedengangne eller hvad?) Dines the Infotainer og i lidt mindre grad også de andre, der nævnes på læselisten. Især selvfølgelig The Vintage Hausfrau, som min gode gamle Århus-bästis Julia står bag.

MEN DET ER JO IKKE LEBBEBLOGS.

Så helt alvorligt. Gør lige spørgende læser (og undertegnede lebbeblogger) en tjeneste og kast flere danske lebbeblogs i hendes (jaja, og min) retning – det er nærmest samfundstjenstligt. 

Breaking. Seriøst.

Det her. Det er fanme breaking - tjek lige Vanity Fair:

Orange is the New Black-writer left her husband for Poussey

Jeg har ikke tid til at læse nu. Men den er på listen til senere. OMG. Giv alternativt resume i kommentarfeltet, jeg nåede kun at læse følgende: "While working on the prison drama she realized she was gay."

!


søndag den 14. september 2014

Hvem er de seje lebber?

Jeg og LL trodsede ondskabsregnen i går og tog til middag med en flok gode lebber på Nørrebro.

Blandt emnerne til debat var dette vigtige:

Hvem er egentlig de seje lebber i vores generation?

Emnet kom på bordet, fordi vi snakkede om Djuna Barnes' nye bog og derfra om Rosa Lux og Anne Mie Dreves, som vi alle sammen så enormt meget op til for nogle år tilbage. Og bevares, de er stadig mægtig seje - det er ikke sådan, det skal forstås.

Men de er også alle tre lige en tand ældre end os - mere slut-trediverne end starttrediverne. Hvilket sandsynligvis også var en del af fascinationen, da man stod der på Dunkel og til Suicide Sundays på Vela og kendte dem en lille smule.

Hvem er egentlig de celebre (foruden de om bordet samlede, forstås) lebber i min generation - de start-1980'er-fødte?

Jeg kan slet ikke komme i tanker om, hvem der kan snuppe titlen? Har vi nogle dj's og kunstnere i begyndelsen af trediverne, som bør nævnes? Forfattere og musikere? Filosoffer og clubkids?

MARIE KEY, sgudda. Hun må nævnes (ofte). Det er ikke for sjov, hun har sit eget tag her på bloggis.

Men hun er måske trods alt ikke så smart-i-en-fart-gå-i-byen-kendt, som de tre ovenfor. Hendes tøj er i hvert fald ikke helt lige så hipt. Men hvem er der ellers?

lørdag den 13. september 2014

Det er okay, det er okay, jeg er lebbe!

Mødtes med Bedstebøssen til en enkelt (riiiight) fredagsøl efter arbejde i går. Og sandelig - bag baren på Oscar stod ingen ringere end Min Nye Ven.

Det er altid lidt med stramt krydsede fingre, man træder over dørtrinnet til den fine bar på Regnbuepladsen, for det kunne jo være, det lige passede med at verdens bedste nye ven var på vagtplanen.

MNV udbrød, da han så Bedstebøssen og jeg et henrykt (bilder jeg mig ind):

"Ih, hvad laver I dog her?"

Hvortil BB og undertegnede bevægede os - i stedet for bare at beskrive, hvordan vi begge arbejder lige rundt om hjørnet - ud i en længere og mææhægtig morsom bortforklaring a la:

"Ja det ved vi da så sandelig heller ikke, hvad er det her dog for et forfærdeligt sted, og hvad laver alle de hooomoseksuelle her? Fy fan."
Der sad en ældre bøsse (I guess) i baren, som semi-lyttede med på vores tirade af eder og bøsseforbandelser (måtte lige google den præcise betydning af ordet 'tirade'. Og må hermed klappe mig selv på skulderen over at have brugt det helt korrekt. Så dygtig).

Og jeg følte mig derfor nødsaget til lige at tilføje - bare så fremmed bøsse ikke troede, jeg var skingrende homofob:

"It's okay, it's okay, I'm gay too!"

Hvortil fremmed bøsse svarer - ikke vredt, mere sådan godmodigt og småironisk:

"Ja. Så tror vi på den."

HAN TROEDE IKKE, JEG VAR LEBBE. Det er et problem.

Men dog ikke et større et af slagsen, end at vi slog os ned udenfor, MNV også (han har arbejdet på Oscar i tusind år og har således en vis autonom råderet over sine pauser), og drak øl.

Da jeg en times tid senere havde givet LL et kys eller to - hun stødte til, for hun havde en aftale med en veninde samme sted - brød BB og undertegnede efter en enkelt (riiiight) fadøl op, købte smørrebrød på Halmtorvet og drog mod Vesterbro med en flaske rødvin. Jeg havde lovet at lufte hunde. Og så bagte vi cookies og så Vild med Dans og kom ikke rigtigt videre.

Jeg har i øvrigt aldrig før set Vild med Dans - højest lige zappet forbi, men aldrig set-set det. Det er vel nok et kedeligt program. Men sødt at der er bøsser med, uden at det bliver italesat som eksotisk. Kudos, TV 2.

Og for knap to timer siden - ved ottetiden - tumlede LL ind af døren med morgenmad til mig i en overraskende diskret syvhestes, der vist havde haft Nevermind som sit arnested. Så nu sover nogen, mens andre blogger (og spiser cookies).

onsdag den 10. september 2014

Jeg er ikke død (don't jinx it)

Jeg er ikke død. Til gengæld er jeg ret overrasket over, at I overhovedet har bemærket mit fravær (you love me, you really do!). 

Men jeg har fået nyt arbejde. Og nyt arbejde trækker tænder ud. Mere om det i et andet indlæg.

Samtidig har jeg vovet at holde lidt computerfri ferie mellem gammelt arbejde og nyt arbejde og således brugt min tid i LLs arme i Rom. Eller. Det vil sige. Én arm om LL, og den anden om skiftevis en ordentlig klump bøffelmozzarella og et glas prosecco. Åh altså, det var tider.  

Men jeg var da tilbage til priden. 

Og priden symboliserer ikke bare bøssernes helt egen juleaften men også den ene dag i løbet af årets 365, hvor jeg har fået lov til at klæde hundene ud. Nogen i husholdningen er mere begejstrede for kæledyr i kostumer end andre. 

Så vi kørte regnbuefarvet tyl på 2xHomohund. Paradens mest populære motiv. Miss OTB som indisk gudinde, go home.

Herudover var yndlingsøjeblikket, da jeg – i den brutale toiletkø på Masken – (trods alt adspurgt) fortalte kølebbe, at jeg var 33 år. Og hun sagde “whaaaaaaat? No way.” 

Det var en god dag. 

Dog blev jeg så fuld, at LL overvejede at konfiskere min cykel på hjemturen. Men jeg insisterede vaklende. Og insisterede også på, at vi skulle forbi Vela. Det blev verdens korteste besøg. Vi kom, vi købte øl, og to (seriøst) minutter senere sad vi på cyklerne igen. For mange mennesker og for lidt plads i maven til yderligere alkohol. Og godt det samme. Det begyndte så småt at dryppe, da vi cyklede fra Victoriagade. Og derfra gik det som bekendt bare vejrmæssigt ned ad bakke. God really DOES hate the fags.


Jeg er tilbage, jovist – men jeg er i underskud af alt. Søvn, sex, overskud (underskud af overskud, så ved man det strammer til), alting. Så jeg er sandsynligvis røvkedelig. Som sædvanlig. Jeg skal lige finde hen til det sted, hvor bloggen igen bliver et outlet og ikke en pligt. Jeg er sjovest (og mest behageligt selskab), når jeg blogger, fordi jeg ikke kan lade være. 

Men jeg er her. Og bliver kun lidt såret, når I foreslår at jeg i mit fravær giver stafetten videre til en gæsteblogger. Som Bedstebøssen sagde, da jeg fortalte, at en af jer derude havde stillet mig det forslag i kommentarfeltet: "Det er jo din legeplads. Man foreslår jo heller ikke et band, der ikke har udgivet et album i et par år sådan lige at skifte besætningen ud og drøne forbi et studie, vel?" Og et eller andet sted må jeg give ham ret. Det ville være intimt grænsende til intimiderende at give Mit Såkaldt Lesbiske Liv videre til en anden. 

Men andre lebbeblogs i den danske sfære er yderst velkomne - jeg stiller mig forrest i læsekøen!

Note to self: Dit valg af pronomen handler ikke om mig.

Det her er så motherfucking dybt. Virkelig skarpt og præcist og meget, meget klogt.

Læs lige denne her kronik i Politiken, den hedder "Brug et kønsneutralt sprog" og gav mig lidt at tænke over.

Og når du har læst hele kronikken via linket ovenfor. Så læs lige konklusionen en ekstra gang:

"Jeg ønsker mig en debat, hvor man forstår, at et kønsneutralt sprog ikke handler om mænd og kvinder. Det handler om alle dem, der ikke er mænd og kvinder, og som derfor bliver tvunget til at springe ud af et urimeligt skab og ind i en verden, hvor det burde være en selvfølge at blive anerkendt på lige fod med alle andre – også i sproget."

Mig gav det stof til eftertanke, fordi jeg vist selv er halvskyldig i at føle behov for - og krav om - at diskutere andre individers valg af pronomen. Selvfølgelig åbent og anerkendende. Men stadig diskuterende. Hvilket i sig selv er en form for - hmm - sætten-spørgsmålstegn-ved. Ikke-accept midt i accepten.

Jeg bliver alt for ofte for tiden konfronteret med mine egne firkantede normkasser, hvor meget jeg end gør for at undslippe dem.

Tak for kronikken, kloge menneske!