fredag den 19. december 2014

Nosser og deres størrelse. Et field study.

Jeg læste lige følgende og blev tyve procent mere lesbisk:



Er det her en ting? Hvem går op i store nosser? Jeg har aldrig hørt heteroveninder klage over for små kugler. Endsige nogen erindring om, at det var noget jeg selv tænkte over, da jeg knaldede mænd?


You live, you learn.

søndag den 14. december 2014

Vela, dagbøger og kendisdrømme

Okay - en lille servicemeddelelse til alle lebber, der måske alligevel tænkte, at de gerne ville ud og måske også gerne ville være kendte. Følger nedenfor. Først en anekdote om mig. Naturligvis.

Jeg vil nemlig også gerne være kendt (og kan godt se det ironiske i dén udmelding, tilføjede den anonyme bloggerlebbe), men da to producere – i øvrigt uafhængigt af hinanden – spurgte mig, om jeg ville medvirke i en eller anden ny DR-satsning, satte jeg alligevel foden ned med et høfligt (og ikke ikke-smigret) nej tak.

Programmet handler, så vidt jeg er informeret, om at DR vil bede en række danskere læse op fra deres teenage-/pubertetsdagbøger.

Og det er jeg simpelthen ikke parat til. Derfor takkede jeg nej.

Jeg tænkte længe over det, men jeg er simpelthen stadig for meget 13 år indvendig til at forholde mig distanceret og håhåhå-hvor-var-jeg-dog-ung-og-naiv-dengang-agtigt til egne syvendeklassesskriverier.

Al den weltschmerz.

... Som jo stadig er der, altså weltschmerz'en. Både i mig i dag og bøgerne dengang (for, omg hvor jeg skrev meget dagbog. Jeg havde helt sikkert også haft en blog, hvis internettet havde været en ting i Aarhus i start-halvfemserne. Så tak for, det ikke var det.)

Nå – Men hermed opfordringen, som blev sendt til min mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com-inbox (som i øvrigt gerne tager imod masser af post fra alle søder lebber) fra en producer, der hedder Petruska, som by the way er et ret nice navn (og prisen for fleste indskudte sætninger går tilllllll...).

"PERSONER SØGES TIL FILMOPTAGELSER
Hej alle sammen,

Vi skal bruge en masse dejlige mennesker af alle eller intetkøn til optagelserne af en ny kortfilm!

Scenerne, der er tale om, udspiller sig på baren Vela på Vesterbro og finder sted onsdag den 17. december i tidsrummet 8:30-13:00 og/eller 13:00-21:00.
I korte træk handler filmen om en ung pige med mellemøstlig baggrund, som finder ud af, at hun er homoseksuel.

Vi har desværre ikke mulighed for at betale honorar, men vi sørger for at hygge om jer med kaffe, snacks og et måltid.

Hvis det lyder som noget, du kunne have lyst til, må du meget gerne sende en mail til mig på petruskapeters@gmail.com med en kort beskrivelse af dig selv, telefonnummer og et vellignende billede.

søndag den 7. december 2014

De (aller-)allerværste lesbiske barer

Okay. Først og fremmest to anbefalinger:

1. Hvis ikke, I allerede er nede med Autostraddle, så er det bare med at komme ... ned. Autostraddle er det velsagtens største lesbiske site out there, og de laver pissegode, dybe og sjove artikler. Klart anbefalingsværdigt!

2. Hvis I kan lide podcasts, og lige som undertegnede bare venter på næste episode af Serial (ja, det halvnye skud på This American Life-stammen har totalt afløst Savage Lovecast på toppladsen af min favoritliste) ... Så håber jeg, at I også engang imellem trykker play på The Double X Gabfest. Det er ikke topprofessionelt og nogle gange lidt for snakkeagtigt, men faktisk samtidig et meget fint feministisk input to-go. 

Mens man venter. På Serial. Som I selvfølgelig hører. Ikke?

Nåmenokay, i hvert fald afslutter de tre snakkehoveder i Double X altid programmet med en række anbefalinger af alt fra bøger til artikler til musik til podcasts til standup-comedy. Og i forrige uge anbefalede deres lebberedaktør – og det er nu, de to punkter ovenfor bindes sammen, parat? – følgende artikel på Autostraddle:

The Worst Lesbian Bars
Journalisten bag denne artikel har simpelthen gennemgået samtlige skodanmeldelser af amerikanske lebbebarer på Yelp

Og det er så sjovt, tag fx denne beskrivelse af en ikke navngiven bar (frit oversat af undertegnede):

"Vi ankom omkring klokken halv tolv og skulle mødes med en ven til en drink, fordi "det her er stedet, hvor alle kommer." Well. Hvis det her er alle, så opgraderer jeg mit Netflix-abonnement."

... eller den her:

"Du tager ikke på club for at høre "The Macarena" eller Will Smiths "Getting Jiggy With It" på CD."

Hele listen er hi-larious, og så fik den mig naturligvis til lige at tjekke Yelp-anmeldelserne af vores egne nationale homobeværtninger. 

Der er nærmest for få til, at det kan betale sig at anonymisere dem. Men jeg har gjort det alligevel. Ingen grund til at hænge hypotetiske barer, der i teorien kunne være indrettet i tidligere bordeller, ud offentligt, vel?

Og jeg faldt alligevel over et par fantastiske one-liners. De får lov til at stå på engelsk. 

Mit Såkaldt Lesbiske Liv præsenterer:

Det siger turisterne om vores homobarer!
  1. "You have to really like women to even want to sit here for a while."
  2. "It's a pretty little place but it's tiny and there are grope-y old ladies. There are also very young, eager kids. Just another gay night in the great L word."
  3. "If you've never been to a female equivalent of a meat market gay bar – here it is."
  4. "It's good fun for a night but I can't imagine coming here more than once."
  5. "A lot of femmes. If you're a butch, you'll probably get lucky easily. The women there are gay but nearly never queer. A bit too serious, but you won't find better in the country." 
... Og så lige den rigtigt sure, gæt selv hvor denne gæst har været:

"The wardrobe is exactly on the opposite side of the entrance, so everybody must walk between dancers in order to go in and out the club. That's awful. But the most annoying thing of that place is the music: 80s and 70s trash and pop music that only an old man can remember ... and even the DJ was not able to "synchronize" the rhythm between a song and the next one, generating a sense of disorder and frustration every time a new rhythm arrive on the dance floor."

Som podcast-redaktøren kærligt udtrykker had/kærlighedsforholdet til lebbebarer:

Lesbian bars are awful. But they're our awful.



lørdag den 6. december 2014

Hader du ikke også bare poptøser?

Jeg kan huske, at jeg engang – måske i 1993 – i min Mix-kalender læste et rigtigt godt tip til, hvordan man kunne score en poptøs. Man skulle bare gå hen til hende og så spørge:

"Hader du ikke også bare poptøser?"

Dengang var jeg ikke lesbisk. 

Jeg var forelsket i Morten og Thomas og en, der hed Martin fra en anden skole. Ligesom de andre. 

Men måske var jeg alligevel lidt underbevidst lesbisk, for jeg kan for min gud ikke huske, hvad scoretricket var, hvis det var en dreng, man gerne ville have fat i.


Nogen, der ligger inde med Mix-kalenderen anno 1993?

onsdag den 3. december 2014

Wow – hun er (heller) ikke død (denne gang)!

[advarsel - undskyldnings-rant coming up]

Jeg er virkelig ikke perfektionist. Overhovedet. Tror jeg. Men der må alligevel et eller andet sted inden i mig sidde en lille bitte høne med en eller anden form for forventninger til, hvad fanden der ryger ud på denne jo ellers fuldstændigt anonyme kanal. 

For det er sgu en eller anden form for forventningspres, der gør det svært for mig at holde lortet ved lige for tiden. 

Jeg kunne jo sagtens skrive noget. Bare noget. 

Men jeg vil gerne holde det on point – lesbisk, I ved. Og mit liv er simpelthen bare ikke spor lesbisk (hvis vi ser bort fra det der med min sengekammerat hjemme på Vesterbro).

Nyt arbejde fylder så meget, at jeg vitterligt går kold klokken 22, med mindre jeg hiver mig selv op i de der stride sorte hår, som bliver ved at vokse frem fra min hage. Hvis ikke jeg sørger for at komme af sted til en aftale, som er forplanlagt, og som giver mig så tilpas dårlig samvittighed at aflyse, at jeg holder ud, så ser jeg kun mine kolleger og Livslebben.

Og selvfølgelig Bedstebøssen, som af uransaglige årsager formår at møve sig ind (og tak for det) i min kalender hver uge. Vi har både set Hunger Games og spist på Galathea-Kroen sammen den seneste uge. Rijstaffel, så sandelig. Undersaltet rijstaffel. Så det.

Vi diskuterede i øvrigt længe, hvorfra ristaflen stammede. Havde en god snak om, hvor sygt racistisk det egentlig var, at vi var sikre på, det var kinesisk. Noget med ris. For karry og chutney lugter egentlig mere af Indien.

Og så var det, vi kom i tanker om det der lille “j” der har sneget sig ind. Rijs. Det er sgudda hollandsk. Er det ikke?

Da jeg var barn og boede i kollektiv, kan jeg huske, jeg elskede rijstaffel. Fordi man: 

1) sad på gulvet og spiste det (don’t ask why)
2) selv måtte komme præcis det oven på, man havde lyst til. Jeg overdoserede nok især rosinerne og dåseananassen ret heftigt. 

Okay. Sidespor. Vi kom fra det med travlheden og den fejlskudte selvopfattelse:

Men den såkaldte lebbe, der cykler af sted om morgenen, er milevidt fra at være den samme, som hende, der får fri fra work om eftermiddagen. Hvis morgenlebben bestemmer, så skal der helt sikkert trænes om aftenen. Hvis klokken 18-lebben bestemmer, så skal der helt sikkert indtages kalorier og ikke snakkes for meget. Og så er der gå-i-seng-lebben. Der synes det er en sygt god ide at sætte vækkeur til klokken seks og løbe en tur. Og endeligt har vi stå-op-lebben, der snoozer halvanden time væk. Hver fucking morgen.

Jeg bruger nok bare ganske enkelt så groft af min kreative energi i arbejdsøjemed, at der ikke er mere at vride af efter arbejde. Men jeg tænker seriølle på bloggis hver eneste dag. Og på jer. Og på at jeg føler, jeg skuffer. I hvert fald mig selv. Undskyld, mig (og jer).

mandag den 17. november 2014

Det blev langt. Men hey - så er der også billeder.

Huha. Hamburg. Det var sidste weekend.

Og med vanligt held (ikke uligt det, Bedstebøssen lagde for dagen, da vi var i Marokko for en tre års tid siden, og han bestilte to returbilletter til os. Vel at mærke med ud- og hjemrejse samme dag) strejkede Deutsche Bahn på livet løs, netop den fredag vi skulle af sted.

Dog var der heldigvis sat busser ind fra rundt regnet Nykøbing Falster, så vi byttet vores bordreservation på fin restaurant i en hambursk bankbox fredag aften til om lørdagen og indtog istedet vores tinbryllupsmiddag (det er ti år, hvis du skulle spørge fra nogen) i om muligt endnu finere omgivelser:

Jeg vidste ikke, hvilken der var wienerschnitzlen, og hvilken der var fiskefileten. Seriøst.


Afficionados vil nok ganske rigtigt genkende etablissementet som cafeteriaet på Rødby-Puttgarten-færgen.

Faktisk blev vi allerede, da vi skulle ombord på bussen fra Nykøbing anbefalet at hoppe ombord på bagerste bus. Men den så så proppet ud. Så vi valgte den forreste – til chaufførens tydelige overraskelse. Denne forreste bus indeholdt nemlig, erfarede vi, et fodboldhold og et par kasser bajer eller mange med samt et minianlæg af en slags. Vi snakker tur med herreholdet til Hamburg.

Havde vi – BB og undertegnede – nu forestillet os, at vi skulle sidde med næsen i hver vores roman, havde vi ikke været blege for næsevrængeri og sure miner.

Men heldigvis havde vi faktisk sat den første flaske champagne til livs allerede på togstrækningen fra Hovedbanen (det er ikke hver dag, man fejrer tiårsdag), og var således i mindst lige så højt humør som selskabet. Vi bød dem også på fint at drikke.

Holddaop, hvor fint.

Og sådan nåede vi langt mere opstemte og besofne frem til Hamburg Hauptbahnhof, end vi havde forventet at være med fire timers forsinkelse og busrøv. Vi droppede vores tasker forbi meget fint hotel, som vi havde bestilt værelse på i gensidig enighed om, at vi fanme var voksne og havde råd til den slags (hvilket vores respektive bankbøger har lidt ondt i maven over her to uger senere).

Tog en enkelt drink i baren og en taxa til Skt. Georg. Det kvarter, vi havde fået udpeget som det homoseksuelle.

Håhåhå. Og i dette øjeblik går der noget tåbeligt op for mig. For i fuldskabsiver besluttede vi da vist, hvis ikke min hukommelse bedrager mig, at lade som om, vi var ægte ægtefolk på hotellet. Således tjekkede vi ind som et brudepar, hvorefter vi på vej fra hotellet spørger samme receptionspersonale, som vi knap en time tidligere har omtalt hinanden "my husband" og "my wife" overfor, hvor vi finder homokvarteret.

Vi ville være verdens værste spioner. I hvert fald efter champagne, jägerbombs og tyske hoteldrinks.

Nå, Men af sted med os til Skt. Georg. Derfra ind på nærmeste bar med en regnbuevimpel. Derfra hurtigt rendez-vous med to unge bøsser og en bartender, der fortæller om en formidabel niårsjubilæumsfest på et sted hvis navn, det netop tog mig tyve minutters aktiv Google Street View-tid at genkalde mig: Stedet hed Fundbureau (hjørnet Stresemannstraße / Max-Brauer-Allee), og festen var for klubben Mis-Shapes og ganske, ganske forunderlig. På den der måde, hvor der for en gangs skyld (som det aldrig rigtigt er tilfældet i København) er plads til alle. Alle.

Og høj musik og små rum og graffiti og homoer og heteroer og øl i små tykke flasker og beton på gulvet og musik, musik, musik.

Og SHIT, hvor er der mange pæne lebber i Tyskland. Bliver forundret, hver gang jeg nærmer mig vore naboer mod syd. Og tænker igen med en lille smule fortrydelse på, at jeg aldrig har været single, lesbisk og i Tyskland på samme tid. Men heldigvis er jeg jo godt dækket ind derhjemme. Og kigge, dét må man. Og alt det der, man glæder sig over og siger til sig selv, og som betyder, at man faktisk tager hjem fra byen, når man bliver træt og ikke, når de sidste går hjem.

Og træt, det blev jeg. Klokken omtrent halv seks. Efter 12 timers party, hvis vi regner en ganske festligt togtur med. Og det gør vi.

Fik slæbt BB med mig, fandt en kebab med noget kål og forsøgte vores held (i ved – intet) i tre forskellige af de der fabuløse fotoautomater. De slugte vel i alt 8 af vores surttjente euro uden at spytte et eneste bryllupsbillede retur.

I stedet snappede jeg dette foto uden på en af automaterne. Det gjorde mig glad i min lykkelige tyske morgenrus, og det gør mig stadig glad lige nu. Es gibt mehr Lesben (und Leben) als du denkst.


Og mere om Hamburg en anden dag. Og om denne senest overståede weekend, som bød på så meget kærlighed og mad og alting, at det næsten er for meget af det gode. Og må man egentlig være så heldig?

fredag den 7. november 2014

So long og tak fordi der ikke er J-dag (håber jeg) i Tyskland.

I eftermiddag tager jeg til Hamburg med Allerbedstebøssen (BB) under armen. Vi kan nemlig dette efterår fejre, at det er lige præcis 10 år siden, vi tilfældigvis sad i den samme rus-rundkreds på KUA og blev instant friends. Så vidt jeg husker over en Sony-Ericsson-telefon, der lidt lignede noget, Apple kunne have skabt. Lidt.

Vi skal bo på et hotel, der hedder Mövenpick, men som vi allerede har omdøbt til Vienetta. Og hvis man ikke kan få is i receptionen, så drukner jeg mig i Spree'en (ordn' det, Slettigud).

Som jeg opsummerede weeekendens agenda til LL i går aftes, så er planen, at vi skal opleve lidt, spise mere og drikke mest. Og jeg glæder mig som et lille barn. Jeg har været i Hamburg et par gange, og byen har virkelig vundet mit lille Aarhus-hjerte. Berlin light.

Og hvad vi også skal fejre - foruden tinbrylluppet - er, at vi uden at vide der, har planlagt bryllupsrejsen i præcis samme weekend, som den skrækkelige J-dag falder herhjemme. Så ud over at være i fantastisk selskab på et hotel, der rimer på is, i en by med god øl og mad og festivitas, så slipper vi sandelig også for proletarbranderter og umotiveret julemusik i november.

Win-win.


torsdag den 6. november 2014

Shit, det er gay.

Overhørt for en uges tid siden. I forbindelse med nogle kollegers programmeringsvanskeligheder (eller lignende nørdet):

Kollega #1: "Åh, det er så gay det der. Så nederen."

Kollega #2: "Ja, det er virkelig gay, at det ikke virker."

Mig, der kigger på over min skærm (og skærmbrille). Syngende på irettesættende-tante-måden: "Host-host, gay er ikke et skældsord!"

Kollegaer: "Nå nej. Undskyld."

Og så igen på kontoret for tre dage siden:

Kollega #2: "Shit, det er gay. [hurtigt blik mod mig, der to be honest knap nok havde hørt hvad der blev snakket om]. Nej. Jeg mener nederen. Undskyld."

Baby steps.



lørdag den 1. november 2014

LL har gemt slikket

LL har gemt slikket. Og jeg har ledt mere efter det, end jeg er stolt af (at indvie hende i).

fredag den 31. oktober 2014

Og barnet (der er et beer pong-hold) skal hedde ...

Vi var jo som sagt eneste lebber til beer pong-festen. Og jeg havde hele ugen pralet på kontoret med, hvor sej (og lesbisk) min kæreste var til at kaste med runde ting.

Jeg havde ligesom brug for at afbøde stødet. For der kom jo også helt fremmede. Og jeg kunne godt regne ud, at segmentet nok ikke lige var af den homo-tunge slags.

Så jeg valgte at kalde vores beer pong-hold sådan her – og fandt (naturligvis) også på taglinen:


Så var isen ligesom brudt, og lesbianisme var blevet italesat af fisens ejermand som noget man faktisk gerne må snakke om.

Og den gik rent ind!

PS. Det er ikke min håndskrift. Seriøst. Min er grim(mere).
PPS. Vi kom næsten i finalen og hentede uendelige kudos, da vi rent faktisk var alvorligt på nippet til at slå CEO'en (som er gammel fraternity-knægt) ud af semifinalen.