søndag den 10. august 2014

En af de ligegyldige (undskyld)

Min sidste modeuge med front row-siddepladser (i denne omgang) ligger bag mig. Ret forude venter et nyt og sindssygt spændende job i den del af modebranchens periferi, hvor man skal prise sig lykkelig for en ståplads. Og dét priser jeg mig lykkelig for. Altså jobbet - men jeg er også helt okay med ståpladserne.

Og jeg tog modeuge-afsked med manér.

Skulle have været til fødselsdag klokken to lørdag eftermiddag, men ankom først kl. 19.30, fordi festlig fredag aften blev til festlig fredag nat blev til festlig lørdag morgen med en hilsen til en gryende sol på det umiddelbart eneste flade tag på Ny Carlsbergvej.

Og drinks og øl og shots og en lørdagsmave, der vendte vrangen ud, hver gang jeg bevægede mig/snakkede/lyttede/åbnede øjnene.

Men jeg nåede alting. Inklusiv at hente og hjembringe to trætte udlånte hunde i christianacyklen omkring midnat. De puttede i bunden af ladet, mens jeg snirklede mig hen over den (selv i mørket) helt orange Cykelslange. Bedste nybyggeri længe.

Og hjem i favnen på LL, der halvsov (hun skulle have været med til fødselsdag, men det var mine venner, og hun havde det lige så skidt som mig, så jeg råbte "red dig selv!" og kiggede en reparationsøl dybt i øjnene hen ad aftenstide, før jeg cyklede mod en kolonihave på Amager).

Nu laver hun mad til mig, gør LL. Noget med pasta og fløde, tak. Fordi jeg er forkælet ad helvede til.

Helvedesugen - i den bedste tænkelige betydning - er nemlig endelig blevet til den søndag, jeg har glædet mig til lige siden lørdag for en uge siden, da det så småt gik løs.

Og vi skal se film. Jeg har udbedt mig noget feel good-agtigt. Jeg kan ikke lige klare hverken blod eller forfølgelse på en dag som i dag.

Og i morgen begynder den sidste fulde uge på mit gamle arbejde. Det er sygt nok.

tirsdag den 5. august 2014

Men hvad virker egentlig i den lesbiske dobbeltseng?

Nådada. Jeg har fået et brev. Igen. Og jeg ELSKER seriøst, når I skriver. Især (men ikke begrænset til) når I skriver, at I har læst med i årevis.

Fuck, hvor er I søde (og fuck, hvor jeg dog nogle gange glemmer, I findes derude, og at jeg ikke kun skriver til mig selv).

Nå. Brevet lyder let forkortet sådan her:


Og jeg kunne da sagtens fortælle lidt om, hvad der virker på mig. Og hvad der gennem årene har virket på de damer, jeg har lavet (jeg har ventet i hvert fald seks måneder på en lejlighed til at bruge det udtryk. Så lad mig dog). 

Men der er simpelthen tale om så VIDT forskellige - og ofte aldeles modsatrettede - handlinger, at jeg er bange for, det vil forvirre mere, end det vil gavne.

Altså. 

Der har været nogle, der kun kunne komme vaginalt - fingrene godt oppe i kagedåsen - andre der lige så meget absolut kun kunne komme klitoralt. Og en tredje, der slet ikke kunne komme (før hun havde været sammen med mig, altså. Pral. Rent pral). For nogle duer det kun med oralsex, for andre skal der hårdt pres på venusbjerget til. En enkelt ville helst bruge strap-ons/legetøj - mens andre forsager den slags snyderier som en god kristen forsager djævelen.

Så der er sgu ikke lige nogen præcis opskrift, er jeg bange for. 

Men der er alligevel en enkelt ting, jeg kan råde til - sådan helt grundlæggende. Og den kommer her:

SNAK SAMMEN!

Spørg din kæreste, hvad hun tænder på - forsøg dig (først blidt - så kan du altid gå mere til den sidenhen) frem og tjek hele tiden med hende, om det føles rigtigt/dejligt/ligegyldigt/fantastisk. Det er sgu i øvrigt en erfaring, der kan bruges både i og uden for dobbeltsengen. Spørg hende, hvordan dine handlinger påvirker hende. Det er hendes guldkorn, du skal bruge som rettesnore - ikke mine.

Og så går man altså sjældent (uden at generalisere) helt galt i byen med tungen. Fx kan du jo lære dig det hebraiske alfabet ...

Held og lykke med det!



Åhhhhhh ... jeg *elsker* vandmelon.

Jeg nævnte vist seje, seje, seje Arielle Scarcella forleden. Og så kom jeg jo - i overspringshandlingens hellige navn - til at ... klikke mig videre og videre og videre fra hendes videoer.

Særligt spændende blev det, da jeg klikkede mig forbi Harts youtube.

Hart er med i en god bid af Arielles små videoer (som altså virkelig er værd at lægge vejen forbi), og Hart er oven i købet ret så cute - så glæden var stor, da jeg opdagede, at hun har sin egen channel. Og den voksede (glæden, perverts) yderligere, da det viste sig, at hun også er sjov og MEGAsej på body positivity-måden i sine egne videoer.

Selvom jeg lidt føler, jeg går på rov i kuvøsen. Hun er - hvad? - tyve?



mandag den 4. august 2014

Men jeg er jo lebbe?

Jeg kom lige i tanker om dengang, vi for en del år siden fik en negledame på besøg på mit arbejde (fik jeg nævnt, at jeg - lidt endnu - slår mine folder i modebranchen?).

Mens hun lagde en flot mørkerød kulør på mine negle snakkede vi naturligvis om løst og fast. Mest om neglebånd og sådan. Hun nævnte, at jeg havde meget pæne hænder, men at jeg skulle lade være at klippe mine negle så korte. Det ville være mere klædeligt, hvis de var lidt længere (bevares).

Med et skævt smil svarede jeg (fremmed dame), der i helt professionelt øjemed var så uheldig at sidde med min hånd i sin:

"Men jeg er jo lebbe?"

De sidste fem minutter af den manicure var ret så awkward.

Jeg har altid tænkt, at det var en morsom lille icebreaker med sådan en homovittighed. Men jeg er på det seneste blevet opmærksom på, det godt kan betale sig lige at mærke sit publikum på tænderne dér. For det er ikke alle, der bare kan være med på så'n en lille en. Faktisk kan den gå i to retninger, som begge er lige ubærlige. Enten klapper samtalepartner bare i (som negledamen). Alternativt joker de for meget med. Så jeg havner på flovhedsstedet.

Med andre ord: Jeg kan bedst lide, når folk bare griner af mine vittigheder og så snakker om noget andet, ik'?

søndag den 3. august 2014

Det lesbiske parforholds matrix

Jeg hører jo stadig Dan Savage hver eneste uge. Det har aldrig været nogen hemmelighed. I sidste uge (eller var det i denne?) talte han om det her med roller i lesbiske parforhold.

Det tog vist sit udspring i, at der var en lebbe, der ringede ind, fordi hendes biseksuelle (CIS-kvinde)kæreste gjorde meget ud af hele tiden at sætte sig selv i den meget 'feminine' rolle i forholdet.

Noget med at gøre sig lækker (lingeri, etc.) på en måde, lebben aldrig havde oplevet tidligere (fuldblodslesbiske) kærester gøre, og på en måde, lebben synes konnoterede heterorelation. Hun følte, at bi-kæresten benyttede nogle tegn, som passede dårligt ind i en lebberelation.

... Agtigt og kort fortalt, ikk'?

De - Dan og hans til lejligheden indkaldte ekspert, Arielle Scarcella, der er en virkelig charmerende homo-vlogger (det er et ord) - konkluderede, at der nok faktisk ikke var nogle (homo?)forhold, der kunne bære, at det altid var den samme part, der 'toppede'/var den aktive/handlende/'maskuline'(undskyld)/dominerende.

Og det fik mig til at tænke.

For faktisk tror jeg, det er meget sandt. Et lynhurtigt dyk ned i min egenindsamlede empiri - tre længere parforhold med tre på mange måder meget forskellige kvinder - fortæller mig i hvert fald, at der ofte er en eller anden form for - hmm - tovtrækkeri going on.

Jeg har nok altid været den (umiddelbart og synligt) mest 'feminine' i mine parforhold (bemærk: jeg bruger termerne "maskulint" og "feminint" i store fede gåseøjne og håber, alle faste læsere ved, at jeg ikke tror på noget som helst iboende kvindeligt og mandligt, der afhænger af vedhænget i trussen - eller manglen på samme. Både på trusser og vedhæng).

Jeg har sagt det før og siger det lige igen: Jeg går i kjoler, elsker min flydende eyeliner, har langt hår og bilder mig stadig ind, at jeg er 'sådan en der går i høje hæle', selvom det er seriøst længe siden, jeg har styltet den sidst.

Jeg kan godt lide, når mine kærester synes, jeg er sexet (whaaaat. Du er da vist helt speciel på det punkt, hva'?).

Og jeg føler mig personligt sexet, når jeg har sorte blonder inderst og røde læber yderst. Og jeg bilder mig ind, at mine kærester gennem årene er enige. Omvendt synes jeg klart, mine kærester (aaalle mine kærester) er mest sexede, når de har noget helt andet tøj på. Jeg er fx ret vild med noget så simpelt som en hvid hipstertrusser på min dame. Og kan skrive under på, skulle jeg mene, at hun også føler sig noget mere sexet i en sådan, end hun ville gøre med røde læber og hofteholder. Ikke at jeg ville være afvisende over for den påklædning på hende. Hun ville rocke den. Men. I ved.

Anyway.

Jeg kan godt lide at blive passet på - noget man vel typisk ville tilskrive 'det feminine' (stadig: gåseøjne). Mine kærester kan også godt lide at blive passet på. Muligvis har balancen været mere 'jeg passes'/'de passer' i begyndelsen og så udjævnet sig nærmest til 50/50 både/og hverken/eller, efterhånden som parforholdet har udviklet sig.

Måske efterhånden som man lærer det, der ligger under overfladen af feminine tegn, bedre at kende?

Men det er i den sammenhæng, at der har eksisteret det her lidt pudsige tovtrækkeri af og til. For hvem passer på hvem, når begge er pylrede?

Hos os skiftes vi til at bestemme. Både i og uden for soveværelset. Heldigvis.

Jeg havde på et tidspunkt en elsker, som var helt ovre i den anden grøft. Som udelukkende handlede i herretøjsbutikker, som gav mig teatersminke (teatersminke!), da jeg efter en uplanlagt sleep-over spurgte, om hun havde en mascara, jeg kunne låne? Ingen makeup i dén husholdning.

Hun var samtidig også meget artikuleret om, hvilken rolle hun gerne så mig i - og hvilken hun til gengæld kunne indtage.

Og det var faktisk helt vildt usexet. Først var det spændende, for nøjjjj hvor var der bare plads til, at jeg kunne være kvinde med et gigantisk K forrest. Plads til at blive passet på og forkælet. Nøjjj, hvor passede mine kjoler og hæle bare godt ind i en eller anden tilstræbt heteroseksuel relationsnorm.

Men så blev det ... ulideligt.

Fordi jeg ikke er kvinde med stort k, når det kommer til stykket (primært fordi 'kvinde med stort k' ikke fucking findes). For jeg går ganske rigtigt i kjole, men jeg har ikke de karaktertræk, der - så'n rent stereotypt og normativt - passer til den mundering.

For jeg synes, det er fint nok at blive knaldet med en strap-on - men jeg synes også, det er ret sjovt og sexet at være den, der har den ... strappet on.

Og det er faktisk derfor (og så fordi kvinder bare er wauuuw), tror jeg, at jeg har haft det markant meget bedre i (de fleste) forhold med kvinder end jeg havde det i forhold med mænd. Fordi det er min - personlige - oplevelse, at jeg her har mere plads til albuerum sammen med kvinder. Til at være gal og højtråbende og bestemme. Alle de dejlige egenskaber, vi alle sammen rummer og som ikke (ifølge normen i hvert fald) passer ned i en kjole.

Men måske siger det faktisk bare allermest om de mænd, jeg var sammen med back then? Eller om mig og mit frirum til at være mig.

lørdag den 2. august 2014

Jeg har ikke tid til at skrive det her.

Nu har jeg været i sommerhus. Og tilbage på arbejde i en uge. En af de travleste arbejdsuger, jeg har haft i månedsvis. Men det er godt nok.

Selvom mit sociale liv lider lidt. Nåede kun lige en middag i anlednings af yndlingsbøssens fødselsdag forleden. Og så selvfølgelig selvsamme bøsses store fødselsdagsfest i går aftes. I en park. Med øl. Flertal. Meget flertal.

Og det var slet ikke meningen, det skulle være så hyggeligt. Det var slet ikke meningen, at klokken skulle blive tre om natten, før Livslebben fragtede mig og hundene hjem i ladcyklen (med kort stop-over på Kebabistan selvfølgelig).

For jeg har ikke tid til tømmermænd. Arbejd'-arbejd'.

Shit, jeg lider af GEAGS. Græsset-Er-Altid-Grønnere-Syndrom, forstås. Foruden WCSD, som Dan Savage (ja, jeg er stadig på ham her tre år senere) har lært mig at jeg lider af. Worst-Case-Scenario-Disease, selvfølgelig.

Jeg er nemlig virkelig en klovn til at få aftaler i kalenderen. Sådan helt generelt. Eller i hvert fald en klovn til at overholde dem. For når de er i kalenderen, aftalerne, så stresser jeg helt sindssygt over dem og kommer endog af og til til at aflyse. Uden anden grund end at jeg er en bekymret lille pissemyre. Fordi jeg ikke kan overskue noget. Noget.

Omvendt, når jeg så har så travlt, at jeg faktisk ikke kan  at have playdates med gode venner, så laver jeg ikke andet end at savne dem. Og sms'e dem og lave fremtidige aftaler med dem. Aftaler, vel at mærke, der er seriøst i risikozonen for at stå for aflysningsskud, når tiden atter er til den slags. Dumhed galore.

Nå. Back to work.

torsdag den 17. juli 2014

Vesterhav, stort + nyt og rosé

Der er fjorten procent strøm tilbage på min Mac, så jeg har fjorten procents skrivetid. For opladeren ligger helt inde i soveværelset - ti til femten skridt fra mit leje i sofaen - og det er for langt.

I morgen tager Livslebben og jeg i sommerhus ovre ved Vesterhavet, som er det bedste hav, jeg kender. Vi har lejet en bil. Rimelig voksent. Eller bare ROOOOOOADTRIIIIIP.

Jeg satser på at søbe en uge i lige dele saltvand og rosé. Og jeg satser også kraftigt på, at internetdækningen i Thorsminde er så pauver, at jeg egentlig lige så godt kunne lade min computer blive hjemme. Hvis det da ikke var, fordi jeg osse satser på i hvert fald én aften med så dårligt vejr, at vi skal ligge helt nøgne i en sommerhusseng oven på dynerne, fordi det er helt tordenvarmt (please!), og se en eller to eller måske tre spillefilm. Eller bare noget af anden sæson af Utopia (en bemærkelsesværdigt god britisk serie, hvis nogen skulle være interesseret?). Åh. I morgen. I morgen!

Jeg lagde vejen forbi Bryggen på vej fra arbejde i dag. Til lidt godt selskab + sukken efter en dukkert.

Men jeg havde ikke noget badetøj på. Og har en dårlig vane med ikke at tage trusser, der potentielt kunne agere bikinibund, på, når jeg alligevel har nyloner på på arbejde. På på. Trusser føles bare så dobbelt og besværligt og mærker på balderne-agtigt når man har tights på alligevel.

Så ingen dukkert til mig.

Shit man. Jeg har det, som om jeg har løbet en marathon. Træt og udmattet og helt fyldt op af tanker og uro samtidig.

Jeg har nemlig sagt op på mit arbejde, fordi jeg har sagt ja til et andet arbejde. Det er en big deal. Og i dag blev nyheden så ligesom breaket for de brede masser, så at sige.

Det har været voldsomt opslidende og med store følelser over skalaen: tvivl, usikkerhed og angst for det ukendte. For jeg har været psykopatisk glad for mit arbejde de seneste (friggin') fire år. Men det føles rigtigt at prøve noget nyt. Nu. Og jeg glæder mig til alt det, som begynder til september.

Men fucking vemodigt at slå op med sit arbejde, når man egentlig ikke var uvenner. Når alt faktisk var godt. Vi elskede stadig hinanden. Der var bare gået lidt hverdag i den. I ved.

Nå. Men jeg kunne spise tredive kilo grillet kød, drikke fyrre liter vin og sove i tusind år. Og det er omtrent det, jeg har på skemaet den næste uges tid, så vi ses lige ovre på den anden side, ikke?

Og PS: Det her tog kun fem procent af min strøm.

tirsdag den 15. juli 2014

Not Daisy - I'm a fan!

For mange år siden havde jeg en fest på Boyfriend. Hver eneste dag.

Mig og Bedstebøssen var sååå sjove og lavede ikke særligt meget andet end at spille smarte og lægge fjollede, interne (og i bakspejlet temmelig barnagtige) beskeder i hinandens gæstebøger. Ha. Jeg kom helt seriøst! til at skrive 'gæstebøsser'. Freudian slip, much?  Selvfølgelig under hvert vores prætentiøse og aldeles anonyme brugernavn (jeg lover, at vi ikke hed 'Våde pilotjakker'. Lover.)

Det var dengang før Facebook. Hvilket på en eller anden måde siger det hele.

Men foruden al smartenspielerei'et faldt der også et par bekendtskaber af dengang på Boyfriend - og også i andet end bibelsk forstand.

Fx lærte jeg derinde Not Daisy at kende. Vi er siden blevet Facebook-venner, men har faktisk aldrig mødt hinanden i virkeligheden. Noget med at bo i hver sin ende af landet. Hun var (er!) sjov, og hun lavede allerede musik dengang. Og det gør hun stadigvæk. God musik.

Hun er (i Boyfriend-sagens natur) også lebbe.

Og lebber, dem skal man hjælpe. Der findes et særligt sted i helvede for lebber, der ikke hjælper hinanden. Som Madeleine Albright så mindelsesværdigt sagde.

Ikke at Not Daisy har brug for det. Hun har faktisk al den hjælp, hun behøver i et fantastisk talent, en smuk stemme og i øvrigt sagen uvedkommende et ditto ydre.

Men hør lige hendes seneste kreation alligevel:



Er det ikke bare fint? Jeg er ret imponeret.

Not Daisy spillede i øvrigt sin første koncert i Den Gamle By for ganske nyligt (med overvældende succes. Selvfølgelig). Og rygterne går, at X Factor hver eneste sæson hænger hende i røret og tigger hende, om ikke hun vil stille op. Det er sgudda ret sejt. Jeg vidste ikke engang, at det var noget, X Factor gjorde. Den slags. Men de gør det for Not Daisy i hvert fald, åbenbart.

Nå men anyways. Giv hende lige et like henne på Facebook, så er I søde.

mandag den 14. juli 2014

Lebbe i Litchfield (eller bare: Orange Is The New Black-pral)

Novra. Jeg løj - uden at vide det, dog - da jeg sagde, at jeg slet ikke fik noget for at lave den der Netflix-/Orange Is The New Black-konkurrence. I ved godt, hvilken en jeg taler om.

For få uger senere kom der en pakke. Som jeg lige så smukt kunne hente uden for lands lov og ret på fucking Fisketorvet. Som den trofaste læser ved, hvor meget jeg holder af at besøge. Hvad SKER der for, at nærmeste pakkeafhentnigssted kan skifte fra at være på Vesterbrogade til at være i Føtex på Fissen? Uden at man får besked? /rant over

Nå. Men i den pakke lå der en flot, flot hættetrøje i semitvivlsom kvalitet. Se mig lige:


Er den ikke sej?

Hvis ikke det var fordi der var et kæhæææmpestort logo på ryggen, ville jeg måske rent faktisk bruge den andre steder hen end i fitnesscentret. Jeg er vild med den subtile reference på brystet.

I pakken lå i øvrigt også to stresslegetøjsting (I ved, de der halvhårde latexdimser, man kan squeeze i sin hånd i stedet for at slå huller i væggen). Den ene formet som en skruetrækker, den anden som en ... høne.

[Spoiler! - lad være med at læse videre, hvis du er den eneste lebbe i universet, der ikke har set første sæson af OITNB til ende]

Skruetrækker-referencen fangede jeg nærmest med det samme. Altså. Da jeg fattede, at legetøjet var en skruetrækker. Det er ved gud ikke mig, der er gør-det-selv-lebben i den her husholdning. Kvinde, kend dit værktøj.

For er det ikke netop en skruetrækker, Piper smadrer jesusfreaken Pennsatucky med til sidst i første sæson?

Men hønen? Hvad fanden? En høne? Påtrykt Orange Is The New Black-logoet. Jeg forstod ingenting. Førend jeg med LL's kyndige bistand kunne sammenstykke, at der da ganske rigtigt er noget-med-en-høne i første sæson. En høne, som flyver ind i fængslets ydergård, ikke?

Jojo.

Nå. Men jeg er i hvert fald ret så glad for mit nye gråmelerede hyl (der som sidegevinst tvinger mig ud af mine ellers typisk sorte gevandter. Jaja. Jakken er leopardprikket. Men leopardprikker er også en form for sort. Jeg kan ikke forklare det. Shut up).

Jeg kan i øvrigt se, at OITNB er nomineret til en shitload af Emmy'er. Og at Laverne Cox (som Sophia) bliver den første transgender-person nogensinde, der er nomineret. Hun skal konkurrere i kategorien Bedste birolle. Så vidt jeg kan forstå med minimalt google-arbejde. Det er sgudda fedt, maaan.


OLS - Oplysning til Lebber om Samfundet

Engang skrev jeg meget og åbent om sex. Det kan jeg faktisk godt savne lidt. Men hvorfor gør jeg det så ikke bare?

Det er der flere årsager til, men det handler blandt andet om, at bloggen har vokset sig større. Og måske også lidt om, at jeg har vokset mig ældre og mere voksen og kedelig og fast parforholdsagtig. For mit sexliv hænger jo ret uløseligt sammen med Livslebbens. Og hun er noget mere ... diskret ... end mig.

Men det handler mest om det første. Det med bloggens størrelse.

Det er nemlig ikke længere kun forsigtige lebber, der finder bloggen. Nu er det også nysgerrige mænd. Heteroseksuelle mænd, som helt tydeligt får et eller andet behov stillet ved at sende mig anonyme forespørgsler (klassikere som ”hvordan gør du”, fx) på mail eller i kommentarfeltet. Og det har jeg som udgangspunkt ikke noget imod at svare på, hvis der er tale om almen OLS (oplysning til lebber om samfundet).

Men jeg gider sgu ikke rigtig være genstand for en eller anden unavngiven dudes lyster.

Måske er det sygt knibsk, men det er faktisk rigtig træls at få mails med spørgsmål, som man i første omgang håndterer på infomåden (jo, nu skal du høre, det du kan gøre, er, at du kan …) og så får man mails retur, der beder om uddybende svar … på ophidselsesmåden.

Jeg er ikke en servicelebbe på dén måde.